Tekst 52 Friday, 7. Oct 2011
Skrevet af Thurston Magnus under Ingen fremtid for tyngdekraften, Tekster, CommentsDer sidder en vovse
Til min forbavselse sidder der rent faktisk en vovse i et vindue. Deroppe, lige en meter over øjenhøjde på en sidevej. Hverken sød eller logrende, men den sidder der. Jeg stopper op og kigger forundret på den. Dens mærkeligt klæbende blik følger mit, og hver gang dens usle, lille hovede drejer sig en tak giver det mig kuldegysninger, jeg får præcist samme fornemmelse, som når jeg af vanvare kommer til at tage telefonen, og det viser sig at være nogen, jeg sikkert burde kende, og derfor ikke lige kan smide ud af røret, men alligevel fremstår underligt anonym for mig. Kender vi hinanden? Hvad vil du mig?
Det sker dagen efter igen. Tilfældigvis går jeg samme vej, og samme vovse i samme vindue står og stirrer på mig. Denne gang bliver jeg nysgerrig. Jeg går frem og tilbage ad fortovet, frem og tilbage, for at se om vovsen følger mine bevægelser. Det gør vovse. Med mine arme laver jeg bevægelser, spjætter med lemmerne for at se om kræet blot savner visuel stimulation i sin hverdag, efter at have været spærret inde i denne forstadsvilla i stueetagen, men nej, hunden udsøger sig mine øjne. Ret beset er det en meget lille hund, én af den slags hunde meget store emaskulerede mænd lufter for deres kvindes skyld, så der burde ikke være meget at frygte fra dens side.
Alligevel frygter jeg dyret. Noget i blikket. Jeg spørger mig selv om, hvad der får et nogenlunde begavet dyr til at kravle op i vinduesudstillingen mellem potteplanter og habengut, kun for at udse sig mig på min arbitrære rute hjem. Hvis det er kontakt du søger, hvalp, er du kommet til det forkerte sted, siger jeg til mig selv. Dumme dyr, skrid nu ned fra den vindueskarm, jeg er højere på rangstigen, min evolution kom før din. Hunden lytter ikke, den gør heller ikke af mig, den sidder bare dér og kigger længselsfuldt efter mig, som om jeg var noget interessant.
Tredie dag er jeg ikke i tvivl. Den eneste grund til at jeg vælger samme sidevej, samme vej hjem, er fordi jeg vil se om vovsen stadigvæk sidder der. Og det gør den. Stadigvæk. Som om den har siddet og ventet på mig. Denne gang bliver jeg vred. Om jeg lader mig ophidse over hundens sørgmodige uduelighed eller ejernes ansvarsforflygtigelse ved at efterlade den hjemme så længe, aner jeg ikke, men fanden tager ved mig. Ingen er på vejen, ingen i nærheden, så intet kan forhindre mig i at samle en håndfuld ralsten op fra indkørslen og kyle dem gennem vovsevinduet som var det spredhagl. Ingen tale om civil courage, det behøver heller ikke ligefrem være flugten fra Sobibor, jeg vil bare gerne vide, hvad der sker, når man viser sig villig til at bryde et mønster.
En herlig klirrende lyd af splintrende glas brager gennem luften efter min svagsarmsaktion, og minder mig i barnehjernen om glæden ved at ødelægge småting. Lyden bliver klædeligt anonymt dæmpet af det akustisk beskyttende dækken af hækkegrønt i nabolaget, der i forvejen beskytter mod for megen vedkommenhed. Hele ruden falder efterhånden ned, små stykker glas falder ud af vinduesrammen og dratter ned som istapper på plænen udenfor. Sjældent applauderer jeg mine egne indsatser, men denne gang må jeg grine og langsomt klappe. Først klapper jeg af mig selv og mit minimale hærværk og derefter af vovsen. Kom så vovse. Du er fri, nu. Kom nu. Hvis du kan hoppe op på den åndssvage vindueskarm, kan du også hoppe ud af vinduet. Som en dyrepædagog, står jeg i et par minutter og forsøger at opfordre vovse til at stikke af. Klapper, lokker, hujer og venter. Efter et stykke tid formaster jeg mig ovenikøbet ind på grunden for at vinde vovsens tillid. Nåh, lille hund, vil du ikke med? Forbandede kræ, kom så hér! Intet virker. Åbne arme og hårde ord, intet. Den sidder der bare og kigger. Der sidder rent faktisk en vovse i et vindue. Man må formode den godt kan bemærke at vinduet er ødelagt og dens muligheder er åbne, men den vil ingen vegne. Opgivende fortsætter jeg ad min sædvanlige rute, og trækker symbolsk på skuldrene. Næste dag finder jeg en anden sidevej.
Tekst 51 Tuesday, 13. Sep 2011
Skrevet af Thurston Magnus under Ingen fremtid for tyngdekraften, Tekster, Comments
I skovens dybe stille tro
Ikke nok med at nogen både tævede og voldtog kvinden i skovens absolutte mørkning, nogen fandt også lejlighed til at færdiggøre sit værk ved at nagle hende fast til et træ bagefter, således at hun kunne hænge til udstilling, grænsende til livløs, med tvende søm gennem hænderne, overladt til de få sidste tanker der måtte rende gennem hendes sikkert rædselsvækkede sind. Da de lokale fandt hende, lignede hun mest af alt en naturelskende kvinde, der bare havde besluttet sig for at springe op på et træ for at kramme det. Det vil sige bortset fra alt blodet, den sortnede hud der var ved at falde af kroppen og stanken af dårligt kød. Lokalbefolkningen var oprørt og selv efter at have skåret den afsjælede og torterede kvindekrop ned, frisket hende op og kulet hende ned, var stemningen omkring skoven særdeles dårlig. Ingen kunne få sig selv til at gå forbi det træ, hvor hændelsen var sket. Det var som om selve træet gav en dårlig energi fra sig, og flere folk mente at træets dysforiske udseende måske havde foranlediget udåden i første omgang. Derfor blev det besluttet i lokalrådet, at det nok var nemmest bare at hugge træet ned og slippe for yderligere unødig spekulation. Således gjort ved en officiel ceremoni, der mestendels havde til formål at demontere de lokales angst. Et lokalt overhoved holdt en fin tale iklædt en ligeså fin jakke, og fra træstubben understregede han i talen at mørkningen nu var en lysning og at befolkningen skulle vokse i takt med mørkets fortrængelse. De drak derpå et rimeligt glas hvidvin, hujede og gik hjem.
Glæden var stor i området, løsningen perfekt, væksten umådelig. Denne lykke varede indtil endnu en kvinde igen blev fundet tævet, voldtaget og naglet til et træ i skoven. Naturligvis var løsningsmodellen den samme denne gang. Man huggede træet ned, fandt et overhoved til at holde en tale og drak et endnu mere rimeligt glas hvidvin, hujede højere og gik halvsnalret i seng. Til ingens særskilte overraskelse fandt man endnu et offer allerede ugen efter. Nu begyndte frygten virkelig at sætte sig i knoglerne på befolkningen. Tydeligvis var modellen hvormed man behandlede træerne ikke omfattende nok. Et lokalt overhoved forklarede lokalrådet, at man ikke bare kunne gå og feje op efter problemerne. Ordet proaktivt blev benyttet adskillige gange. Rådet var overbevist. Nuvel, man måtte hugge alle træerne i skoven ned for at man for alvor kunne skabe en reel lysning på lang sigt. Det tog næsten samtlige granvoksne mænd i området flere måneder at få has på opgaven, men derefter var bæsterne også fældet noget så bestemt. Overalt lå der nu stammer, hvor den tidligere skov havde stået. Hvad man skulle stille op med dem var et helt andet hovedbrud. Med træ af den mængde og brændværdi ville det være ganske unyttigt at forsøge at hugge det op og brænde det væk. På den anden side turde man ikke længere overlade så mægtige ressourcer til naturens egne luner, der havde frembragt så modbydelige hændelser. Disse overvejelser kastede så mange diskussioner af sig, at en afstemning i lokalrådet overraskende endte med den mest ulogiske beslutning, nemlig at lave papir og bøger af træets materiale. Folket måtte arbejde samfundet ud af krisen, borgerne måtte skrive bøgerne, for hvem skulle ellers. Afgørelsen blev generelt ikke fundet vanvittigt populær, og de fleste folk i lokalområdet havde svært ved at se, hvorfor de nu skulle smide alt de havde i hænderne og lave papirarbejde i stedet. Ikke desto mindre blev alle duelige borgere sat til at skrive, for at få træernes tyranni knækket.
Tvunget til at lave papir og skrive, som de var, fandt lokalbefolkningen ud af, at de ganske enkelt ikke havde noget at skrive om, bortset fra den efterfaktuelt oplevede indsigt i nogle tævninger, voldtægter og bestialske drab der var foregået i den nyeligt nedbragte skov. På en måde virkede det forfærdeligt, at hvert træ nu afstedkom adskillige versioner af samme grusomheder, som om selve gerningerne forplantede sig og blev stadfæstet i disse voluminer af bøger. Bøger der hobede sig op til ingen gavn, da ingen overhovedet turde at læse dem, efter at de var færdigskrevne. Lokalrådet var bekymret over borgernes manglende vilje til at forholde sig til fakta. Især fordi det var lokalrådets beslutning, der havde kommanderet borgerne ud i dette storstilede projekt, og det var næppe en god idé at give indtrykket af, at man havde foranstaltet en plan af den kaliber, uden at den fandt nogen praktisk nytte. Fra rådet udgik der et dekret om, at folk skulle læse, ikke bare det de selv havde skrevet, men også hvad andre havde skrevet. Forholde sig til andres samme udlægning. Den kollektive skueproces skulle binde befolkningen sammen, så de kunne føle sig nærmere hinanden, og holde kontinuitet med den oprindelige tanke rådet havde opdyrket.
Kort fortalt, var det en katastrofe. En nærmest kataklysmisk panik væltede ind over folk, da de så grusomt direkte blev foreholdt livsens ulyksalighed, og ikke mindst andre menneskers syn på helt det samme folk selv havde tænkt i forvejen. I en folkepræget rus af enighed, blev bøgerne stablet i centrum af lokalsamfundet og antændt. Bøgernes brændværdi var lige en tak højere end de fældede træers ditto, men måske havde de lokale forregnet sig en smule, da det gik op for dem, at de tilsyneladende selv stod i lys lue og herefter brændte ihjel. Flammerne fra lokalområdet nåede dog ikke at sprede sig til lokalrådet, hvilket var glædeligt, især fordi der stadigvæk var vigtige beslutninger at træffe. Der var stadigvæk flere stammer der skulle konverteres til bøger. Flere kvinder blev fundet tævet og voldtaget omend naturligvis ikke monteret på træer denne gang, så dét blev dog betragtet som et slags fremskridt. Så var der også den stub, hvorpå der engang stod et træ, der oprindeligt var stridens æble i sig selv: Man undredes lidt i lokalsamfundet over en lille gren, der var begyndt at vokse sig større og mere end antydede et nyt skud på stammen.
Tekst 50 Sunday, 26. Jun 2011
Skrevet af Thurston Magnus under Ukategoriseret, CommentsI året 1112, henad sensommeren, kort før høsten, hævede Gudmondur Ulveson, søn af Ulv, øksen og kløvede sin broders hovede, der sprang i to dele og landede på jorden ved hver sin side af hans skuldre, som han faldt. En retfærdig beslutning, affærdigede Altinget, da broderen, hvis navn skal forblive i skam, havde ligget med Gudmondurs kone, mens Gudmondur var på togt i Smårigerne sommeren før, hvilket alle i bygden jo vidste i forvejen, men alligevel.
Begejstringen over affæren var så stor, at man på tinge besluttede at Gudmondurs brors halverede hovede ville kunne udgøre en ganske udmærket basis for en slags boldspil. Den ene del af hovedskallen skulle bruges til en kamp med fødderne. Ni mænd meldte sig med det samme til Gudmondurs hold, da de var af slægten Ulveson, mens modstanderens hold, der alle havde næret stærke følelser for Gudmondurs viv gennem tiderne, forblev på den anden side og kun stod fire mand høj. Således var holmgangen ganske ulige, før solens tiltagende opgang, på højen hvor kampen skulle stå.
Gudmondur havde tre sønner, hvor to var lige stærke af krop, omend kun to kunne spille decideret højre back, og således blev Gudmondur tvunget ud i en væsentlig beslutning om, hvem der bedst kunne slå et indlæg med højreskøjten. Valget faldt på Gudmondurs næstældste søn af første ægteskab, Haraldur. Gudmondurs første kone døde i barselssengen på en eng i Fjällavilgur, og Haraldur Gudmondurson, hvis højreben altid havde været guderne nær, var det bedste valg, både når det gjaldt udseende og evne. Den sidste søn var en skrælling, der aldrig ville kunne komme at spille en kamp, om det gjaldt hans liv.
Imidlertid gik den ældste søn i skummel tanke. Som den førstefødte burde han være den rette til at dække højre forsvarsside, men hans fader havde nægtet ham retten til pladsen, for hvilket sønnen skulle gøre ham det evigt ubelejligt. Gudmondurs førstefødte, Arinbjørn Gudmondurson, gik over til modstanderholdet. Selvom han aldrig havde begæret sin moder, og dermed var i strid med holdets egentlige samlingspunkt, ønskede både kampfæller og Arinbjørn selv kun den rene hævn over modstanderen. Indtil kampens start opholdt Arinbjørn sig i fjendens lejr og trænede ved deres særegne trolddom.
Det kom så at solen voksede til middag og på de opblødte høje var folk parate til kampstart. Folk kom fra nær og fjern for at overvære spektaklet. Straks begav alle mand sig da afsted til strid, og sparkede løs efter Gudmondur Ulvesons brors halve hovedskal, hvilket afstedkom tumult og en del forvirring. En masse tilskuende udråbte deres hovedløse skrål, når der ikke foregik nok på højen.
Som var de indbudt til gilde, lykkes det også Gudmondurs hold at sparke hovedskallen ind mellem de to små træer der lemfældigt var arrangeret som et målområde på Arinbjørns hold. Det var et smule mindre mål end modstanderens, selvom Gudmondurs hold nok mest havde udtænkt dét som en forhånelse, mere end en taktisk overvejelse, når det gjaldt træernes indbyrdes afstand. Det skulle de komme til at fortryde.
En senere gang, da Arinbjørns mandskab sparkede langt, direkte ind i modstanderens felt, landede den så hårdt ned, at den slog et hul i jorden, men faldt heldigt frem til en en centerforward, som retteligt bør kaldes Bødvar Eskilson. Ganske resolut knaldede han skallen forbi manden, der burde bevogte målet, og dermed var Arinbjørns mandskab lige med modstanderen.
Derpå fremførte Arinbjørn en smuk finte på højrekanten til østskoven, hvorpå den elegante wing Thorfinn kom i et overlap og slyngede hovedskallen ind i feltet, hvori holdets centerforward indfandt sig og kunne smide den effektivt ind bag Gudmondur, der desværre måtte se sig selv som målmand på dette tidspunkt, idet holdets oprindelige målmand måtte udgå uden hovede. Gudmondurs hold var således bagud, og solen var ved at gå ned.
På begge sider herskede der utilfredshed. Haraldur og hans hirdsmænd var ikke tilfredse med resultatet, som det stod. Arinbjørn ville omvendt ikke leve med andet end den absolutte sejr. Kort efter hændte det, at Gudmondurs hold udskiftede den centrale midtbanespiller Stefan Oklaheim med den islandske nationalhelt Egil Skallagrimsson. Det skulle vise sig at være en fatal fejl. På det tidspunkt havde Egil været død i mere end hundrede år, og viste sig ikke at kunne udfylde sin rolle som hængende angriber, trods sin eminente inderside. Reservetræneren Olafur Naaforsatan gjorde et kvad om Egils fortræffeligheder, hvori han bekvemt udelod alt for mange observationer om Egils noget bedagede fysik, da Egil på tidspunktet blev kastet på banen:
Af denne uhørte styrkes ene sten
kom der en mand hvis sjæl var ren
Han ejede ikke en venstre fod
men kompenserede med hjertensblod
Storslået hos ham var skalp og sind
når skallen i rusen sejlede ind
Opildnet af dette kvad gik Gudmondurs mænd nærmest bersærk. De red nu langs fløjene som var de hundrede mand, afleveringerne føg ind i målfeltet, og der gik ikke lang tid, før én af Gudmondurs mænd satte pandebrasken på et indlæg, som udstillede Arinbjørns forsvar som våbenløst, og udlignede målscoren. Men i denne glædesrus var Gudmondurs mænd ikke årvågne. Venstrebacken blandt Arinbjørns mænd sparkede kort efter hovedskallen så langt og så godt, at den endte hos den angribende Bødvar Eskilson, der alene med Gudmondur på mål, havde udsigt til sende den forbi ham. Her begik Gudmondur den yderste niddingsdåd, da han fremdrog sin dolk og nedlagde Bødvar i målfeltet, der faldt lang som han var. Arinbjørns mænd var rasende og forlangte bod. En domsmand ved navn Grimur Arnason, der var viis og retfærdig, trådte op på høje og dømte at én af Arinbjørns mænd havde ret til at skulle sparke hovedskallen mod mål fra tyve fods afstand overfor Gudmondur. Trods stort oprør i den anden lejr accepteredes betingelserne.
Sønnen Arinbjørn lagde faderbroderens halverede hovedskal til rette på et lille stykke tørv tyve fod fra sin faders velmægtige hænder. Det kom så, i året 1112, at Arinbjørn luskede skallen forbi sit fædrende ophav, der kastede sig mod den forkerte side af træernes midtpunkt og dermed vandt Arinbjørn kampen mellem de to stridende parter.
Efter nævnte tildragelse overgav Gudmondur sig, og besluttede sig for at Arinbjørn skulle arve alt. Slægtsgården, pengekisten og alle de får der eventuelt gik og græssede på hjemstedet. Arinbjørn frasagde sig til gengæld sin ret til hævn. Der indfandtes ikke tilfredshed i slægten, og slet ikke blandt publikum, der mente Gudmondurs hold var blevet snydt for adskillige straffespark og at flere af Arinbjørns mænd var blevet løskøbt for en selvvalgt regel de betegnede som off-side. Gudmondur red ud på sin hest mod øst, og ingen så ham nogensinde igen. Arinbjørn giftede sig herefter med Sigrun den Fagre og fik seks sønner og elleve børn. Den ældste søn, Adelsten Arinbjørnson, sparkede sin faders faderbrors halverede hovedskal ud over fjeldet næsten hver dag han havde lejlighed, men derfra vidner ingen noget videre om hans navn. Den anden del af hovedskallen blev gjort til et sejrstrofæ, og residerer stadigvæk, som jeg sandfærdigt skriver dette, på en hylde i Nordlandet.
Tekst 49 Friday, 17. Jun 2011
Skrevet af Thurston Magnus under Ingen fremtid for tyngdekraften, Tekster, Ukategoriseret, CommentsMøbeleventyr
Stadsstuen havde aldrig taget sig bedre ud. Der var blevet pudset og pyntet til den store dag. Al hushjælpen befandt sig i køkkenet, godt igang med at lægge sidste hånd på forretten. Spisebordet var sjældent set smukkere, dekoreret med en flæset blålig dug, og tog sig ganske betagende ud i formiddagslyset. Kakkelovnen var godt tændt. Det var sikkert også denne på dagen exceptionelle tænding i ovnens indre, der fik den til at forgribe sig på spisebordet, kun omtrent ti minutter før de første gæster skulle ankomme. Resultatet af denne forbryderiske udåd viste først sin uheldige skikkelse noget senere. Kakkelbordet blev det tragiske afkom nogle kalenderblade efter, og alle i huset vidste fra første færd, at det ikke kunne forblive længe efter sin tilkomst. Det passede ikke ind. Man prøvede dog først at anbringe det i hjørnet af gæsteværelset, men der var ingen, der rigtigt kunne få sig selv til at elske dette afskyelige møbel, og bare visheden om dets eksistens i huset gav kuldegysninger hos beboerne. En beslutning blev taget om at bortadoptere kakkelbordet til den lokale marskandiser, som vist nok havde erfaring i at tage sig af den slags. Det tænktes, at han nok kunne give kakkelbordet en bedre behandling, selvom der var snak i visse kredse, om hvordan nogle folk havde bemærket marskandiserens skuffedarie med evigt nedslåede jalousilåger ude i baglokalet, og at han måske ikke var så retskaffen en herre. Alligevel var der ingen i tvivl om, at det var bedst for kakkelbordet med en friskere start et andet sted, og det blev overhændet til marskandiseren formedelst hans lovning på at behandle det pænt. Men marskandiseren var en snedig karl, og solgte straks efter kakkelbordet videre til en familie i forstæderne, første chance han fik for det.
Der kom bordet så i lære som møbel blandt hjørnesofaer og laminatreoler. Dets nye ejere så hurtigt en smart og praktisk idé i at kunne anbringe kaffekander, askebægre, og til tider deres vældige stinkende fødder, ovenpå bordet, og som om der ikke var nok forhånelse i bordets egen grimhed, anbragte ejerne også til tider en lille vase plastikliljer på kakkelbordet, med samme manglende forståelse for æstetik, som når folk insisterer på at komme sløjfer i håret på afskyelige små gadekryds. Ejerne lod skam til at have en vis respekt for bordet. De kaldte det kaffebordet ikke kakkelbordet, men muligvis bundede det mere i deres egen manglende viden, end en decideret anerkendelse af bordets status. Som tiden gik, blev bordet endnu mere ramponeret at se på: Kaklerne begyndte at revne efter for mange krus var blevet tabt ned på dem. Nikotinpletterne hobede sig op på træet så bordet nærmest udviklede en begyndende møbelgigt. Snavset groede ned i revnerne mellem kaklerne til det ikke længere kunne fjernes. En nyanskaffen hund yndede at bide i et af de bordben den fandt overraskende interessant, og kakkelbordet ironiserede mere og mere over, hvordan man kunne have fire ben og stadig ingen mulighed for at løbe væk. En dag blev det for meget. Ikke for kakkelbordet, men for ejerne. Det vil sige, bordet blev ikke for meget, snarere for lidt. En skønne dag blev det for grimt for selv disse stygge mennesker og da smed ejerne kakkelbordet i en container lidt nede ad vejen. Færdigt arbejde. I sin egen nedtrykthed lå bordet så der i lange stunder, klemt inde mellem affaldssække, kontorstole og brugte byggematerialer.
Skæbnen ville dog have det sådan, at en ung pige en dag kom forbi, klunsede lidt i containeren efter skjulte skatte. I sit forskrækkelige hippiekluns tog hun sig næsten lige så hæslig ud som kakkelbordet gjorde selv. Med overraskende styrke slæbte hun bordet med hjem til sit klubværelse og istandsatte bordet efter alle kunstens regler. Bordet blev naturligvis ikke smukt, der er grænser for hvad mirakler man kan udøve med så ringe et udgangspunkt, men bordet passede ligesom bedre ind i stilen med alle de orientalske tæpper og velourbetrukne møbler fra forlængst fortrængte fortider. Pigen inviterede vennerne over med for at se hendes nyeste tossede anskaffelse, hvor gæsterne straks begyndte at stryge bordet over alle flader og efter en kort eksamination blev kakkelbordet erklæret kult. Kakkelbordet vidste ikke hvad kult var, men forestillede sig at ordet kunne sidestilles med udtrykket helt særligt. Hver morgen før pigen tog på universitet, tog hun en velduftende klud frem og vaskede bordet af for nænsomt at tørre det bagefter. Hver aften når hun kom hjem igen, duftede bordet stadigvæk rent og friskt, eller sådan følte det ihvertfald sig selv. Det var ikke et kakkelbord længere, det var et kultbord.
*
Fodnote og kommentar til teksten Møbeleventyr af T. Magnus, skrevet af prof.dr.psyk.lit.vid Hermann Gödning:
Omend man finder visse praktiske eksempler i virkeligheden på, at kvinder kaster deres vedblivende kærlighed på det hæslige og stygge, er det nu almindeligvis en praksis, der mest finder sted i fiktionen. Det er ganske sjældent at kvinder giver sig til at elske nogen eller noget, der er både grimt og unyttigt i sin skinbarlige natur. Hvis de gør er det mestendels et udtryk for Florence Nightingale-syndrom, hvad der igen psykologisk sét er kvindens måde at demonstrere magt og selvhævd på.
Skal vi læse det ind i teksten, må vi se på hvorledes ophavsmanden ganske praktisk har valgt at afslutte den et sted, der kan betragtes som en slags happy-end. Det er en simpel variation af Den Grimme Ælling (H.C. Andersen, 1843, red.), blot transponeret over i møbelafdelingen (hvis De tillader en sådan lille én). Men forfatteren er givetvis klar over, at bordet ikke lever lykkeligt til sine dages ende, men sikkert et sted efter sidste punktum, ender med at blive smidt ud af pigen efter forgodtbefindende; formentlig når en mere kuriøs genstand indfinder sig. Det er nemlig det interessante ved psykologien i teksten hér: Kvinder, måske mest unge piger, elsker at holde et hof omkring dem, som kan bestyrke dem i deres selvværd, og i en vis alder er det som mand svært at stå imod de kvindelige charmer. Kvinder elsker at sætte ting i stand og kontrollere dem således, især der hvor de har en fra naturen given overhånd - det er dog vigtigt man ikke forveksler dét med kærlighed. Altså, kvinder benytter på den måde mænd som et slags forbrugsgode, hvor mænd i deres indbyggede seksuelle infatuation ofte lider kranke skæbner, når de ikke længere falder i god jord hos fruentimmeret. Det er en ganske naturlig udveksling mellem kønnene: Når nytteværdien falder, bliver forholdet skævvredent og enten accepterer manden ikke længere illusionen om, at han er elsket, når han ikke er, ellers også opgraderes han til noget nyt og mere glimrende, når tiden er inde.
Her viser forfatteren sin ultimative kynisme, da han som ophavsmand til historien udmærket ved, hvordan historien burde ende – ulykkeligt - men vælger at gøre grin med forholdet mellem pige og bord, ved at antyde, at det kunne ende lykkeligt som beskrevet i Møbeleventyr. Det er en art sarkasme, og han virker nærmest for bevidst om, at det aldrig kunne ende godt og lægger dermed selve smuk kvinde/grim mand-forholdet op på skafottet. Det synes jeg er en unødig nihilistisk indstilling til materialet fra hans side, da han på det nærmeste antyder, at den eneste grund til at ikke alting i verden er udelukkende negativt, er fordi man i det mindste kan spotte og forhåne det. Jeg har prøvet at kontakte forfatteren omkring hans holdning til emnet, specielt om det jeg opfatter som hans latente misogyni, men han svarer tilsyneladende ikke telefonen.
Tekst 48 Saturday, 26. Feb 2011
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, Comments(schizoid pardans over at tænke samme ting på to forskellige måder)
hermed begraver jeg / alle de tegninger / der aldrig blev til noget // opført på et bål / man skal tænke sig til // kald det gerne / et personligt monument over vakuum // så kan vi endelig komme videre / endelig afslutte / alt det løse // hænderne vil aldrig / sidde stille igen
**
når jeg siger / jeg har brug for plads / når mit hovede fylder for meget / skyldes det al den ydmyge vælde / der skyder frem overalt / på mig // trøjen har vokset sig for lille / alting spænder / og hænderne finder aldrig ro længere
Tekst 47 Wednesday, 22. Dec 2010
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, Comments**
nævn en nøgle / fremsig et løsen / og jeg skal respondere / som en ren epidemi // hvorfor er jeg bange for / jeg næsten kan regne ud / hvor denne diskussion ender // dybt nede i maven / indviklet i anatomien / ligger smerten og sorgen / maskeret som en glæde // en lavtrungende latter / der ikke vil høre op
**
kirurgen trækker fingeren / over hans pande / giver ham det gyldne snit / og forsegler det med sine læber // så tager hun afsked / med ordene / det vil tage / to til tre måneder / om at hele
**
hver aften / rykker hun bogmærket lidt længere / i romanen // en fornemmelse af noget der flytter sig / overkommer angsten // ud fra erfaring / har hun lært / ikke at slå sig selv ihjel / efter kun et par sider
**
kører på gammel kaffe / et par kopper endnu // der veksles stadigvæk ord / med et stykke papir // det skal skrives / du er et hul / man ikke kan falde i // koppen vælter / alting bliver samtidigt gammelt // et planlagt selvmord / og lige til tiden
**
det kunne være en tilfældig rude / i en tilfældig gade / og et mimikfattigt pigeansigt / indrammet i ruden / men det er det ikke // det er skabt i hendes billede / skabt med fuldt overlæg // de øjne kigger ud med vilje / de holder vejret / lynfryser glasset / på den eneste side // kun derfra / kender hun kærligheden / i form af jalousien // ruden viser hende pudset guld / der aldrig har skiftet hænder
**
nede i parken forleden: // du ville grine / hvis du havde set det // to svaner spillede monogame / den ene var død / den anden stod og pirkede til liget // symbolet var ringe nok / til at demonstrere / naturens sans for humor // jeg skal gerne ringe dig op / og fortælle mere om det i røret / hvis det på ingen måde / ville berolige dig
**
det værste er / når man føler / man altid skylder folk / en bedre udgave af sig selv // derfor sparer jeg op // jeg sparer op til en fremtidig inkarnation // hver dag gemmer jeg / overskuddet til i morgen // engang / bliver det hele til overs
**
mistrøstige mennesker / fylder mere på fortovet / end godt er // de ser ikke op / fra deres næste skridt / men spærrer det hele // her på kontinentet / går vi højre om / din idiot / vi er vel ikke barbarer / forstår du // det er ikke for sjov / du må vågne / du må vælge en retning
Tekst 46 Thursday, 9. Dec 2010
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, Comments**
det er koldt og hun har ikke lyst / det sidste lys er fanget / i sneens latterlige glans // han griner // han prøver at undgå / alle de værste faldgruber // så du bor her / siger han / og hun nikker sikkert
**
din bog / rager mig ikke // din mor / er dum / din historie / er forudsigelig // i tredie kapitel beskriver du / dig selv / uden plads til fortolkning // noget er gået galt / i redigeringen / min ven / sådan ser det ud / ihvertfald // undskyld / men jeg kan bare ikke anbefale / den slags
**
hvis vi nu skal tale / og det skal vi vel / er du en spildt applaus // så går det løs / en kniv flænger luften / og to mænd forlader gaden / hver med deres eget ben // se mig / se mig / jeg er en stor mand / fordi jeg ikke endnu / er i datid
**
her er min hule / her er mit skjul / her gemmer jeg mig selv / til bedre tider // jeg gør ikke væsen af mig selv / længere // solen står model / til en sikker død / allerede / derude // hold da helt ferie / hvor havde vi en god tid / sammen
**
velkommen / er du ked af det / eller hvad // hvad er du ked af // kan du udfylde dette spørgeskema / har du en kuglepen jeg kan låne / mange tak / er du ved dine sansers fulde brug // hvad har du i tankerne / hvad har du ellers i tankerne // var dette glas vand / dit eller mit // du trænger til en pause / det er mit klare indtryk / at du er vred // det kan være det hjælper / hvis du ligger ned // lad os prøve / en anden metode // nu skal du gå ind i dig selv / forestil dig et oplagt motiv // hvor er din mor / hvor var din far // undskyld der er mere papir / toilettet er ude til højre // jeg synes / vi skal kalde det en dag / brug venligst blokbogstaver / nederst / sådan / her er din kuglepen tilbage
**
ja / jeg er ensom / ja / jeg er træt / men nej / jeg behøver ikke den hånd // der er en vise i halsen / den synger sig selv // ingen er overhovedet / i tvivl om min holdning
Tekst 45 Sunday, 5. Dec 2010
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, Ukategoriseret, Comments**
min hånd er dum / et forkrøblet gespenst // denne hånd / burde ikke / bare ligge / hvor den gør / ondt // fingrene sidder ikke som de skal / jeg tæller på dem / hvor mange knoer / jeg har tilbage // en åben hånd / et åbent sår / der hører til / i en andens
**
når jeg roterer til venstre / en halv gang om mig selv / bliver jeg nødt til at rotere tilbage modsatte vej / lige efter // når jeg noterer min holdning / en halvhjertet opfattelse af mig selv / bliver jeg nødt til at modsige den / lige efter
**
jeg har øvet mig / på ordene / jeg elsker dig / og smager på sætningen / der gerne skulle betyde noget / betyde noget mere // nu er jeg parat / til at sige / jeg elsker dig / og sådan noget / jeg er ikke i tvivl / jeg har øvet mig
**
og så var der sneen / og den blodrøde alvor i sneen / liggende dér / for fødderne af folk // bare fordi / du lige skulle vise / ingen kunne røre dig / under din stadige traven // og hvor dum / ser du ikke ud / lige nu / kammerat // folk ringer panisk / efter sirener / mens det fosser ud af dig / på det usynlige fortov / og så var der sneen / lige nu
**
måske / er jeg ikke den første / der ikke har noget at sige / til nogen // måske er jeg bare / ganske almindeligt dum // måske / man ikke skulle starte / en længere udredning / med ordet / måske
**
naboen har børstet tænder i dag / alt i alt / et fremskridt // også jeg / føler mig / tryggere end nogensinde // efterhånden / kan man næsten regne ud / hvordan man bliver et troværdigt menneske / igen // eventuelt / en tilpas kopi
**
Tekst 44 Tuesday, 30. Nov 2010
Skrevet af Thurston Magnus under Ingen fremtid for tyngdekraften, Tekster, 1 Comment
”Lykken snød dig i en rus (skal nynnes)”
(Baseret på et uddrag af den danske vise Sjæl i flammer af den ligeledes danske popsnedker Kasper Winding. I teksten vil det gennemgås, som hr. Winding ellers meget præcist pointerer i sangen, hvorfor og hvorledes ”lykken snød dig i en rus”).
Lykken er blevet kaldt alt muligt. En del har kaldt Lykken for lunefuld. Nogle har kaldt Lykken alt fra en uhæmmet flirt til subjektiv velvære. Mange har i afmagt kaldt Lykken for en enøjet kælling. Ingen af dem har ret. Lykken er i virkeligheden en lille, tyk, men ellers ganske uanseelig, mand med briller og mappe ansat i kommunalforvaltningen, som igen er underlagt en særlig del af socialministeriet. Han deler kontor med Virkeligheden på tredie sal i en meget officielt udseende bygning opført i nedtonet beton et sted i det aldeles uvisse af udkanten. Det er blevet besluttet fra allerhøjeste sted, at Lykken skal være allemandseje og derfor må være en statslig opgave. Derfor er Lykken endt på dette bedrøvelige kontor. Lykkens ansvarsområde er Lykken selv. Kort fortalt går Lykkens arbejdsopgaver mestendels ud på at gøre andre lykkelige. Det vil sige, at Lykken ikke kan fuldføre sin dags dont, hvis ikke han er i stand til at omdanne andre mennesker i sit eget billede. Til tider synes Lykken, at hans ansvarsområde skrider ud over hans egne kompetencer. Ikke nok med at det kræver solide ressourcer og en konstant indsats at gøre mennesker lykkelige, men selve idéen om at skulle enforcere sine egne kriterier overfor andre, virker ikke befordrende for Lykken. Endvidere virker karrieremulighederne for Virkeligheden, som han deler kontor, arkivskab og vandkøler med, en hel del bedre, og der har allerede på afdelingen været tale om, at Virkeligheden skal forfremmes til Sandheden og have eget hjørnekontor allerøverst oppe i bygningen med glimrende udsigt over menneskeheden og med egen cappucinomaskine, ikke mindst. Det kan næppe undre nogen at Lykken deprimeres over sit job. Lykken føler sig taget for givet. Snart begynder Lykken at hænge ud efter fyraften på den lokale øludskænker kaldet Eksistensen. Næsten hver aften går Lykken i stykker over et betragteligt antal fadøl og må ofte fjernes med tvang. Alene tanken om Lykkens tilstedeværelse i deres liv, gør nogle stameksistenser så hostile overfor ham, at de med jævne mellemrum tamper ham langt ud af Eksistensen, hvilket kun forringer Lykkens selvværd yderligere. Lykken har sin forfængelighed, man smider ikke bare sådan Lykken ud efter forgodtbefindende, mener Lykken stille og uantastet. Efter et stykke tid bemærker de overordnede i kommunalforvaltningen, at Lykken ikke kan leve op til sin jobbeskrivelse længere. Lykken er ikke længere lykkelig. De noterer sig Lykkens anløbne appearance, hans manglende arbejdsmoral, og simpelthen den ikke-eksisterende kongruens mellem Lykkens for nuværende performance, og hvad de ellers overordnet havde forestillet Lykken skulle udgøre i en fælles helhed. I et forsøg på at modernisere hele konceptet om lykkelighed, smider de overordnede simpelthen Lykken på porten og omorganiserer strukturen således, at Hyggen overtager de fleste af Lykkens arbejdsområder samt dennes kontor, vandkøler og arkivskab, da Virkeligheden snart fraflytter kontoret efter på dette tidspunkt at have været opgraderet til Sandheden i flere måneder. Virkeligheden og Hyggen har alligevel intet til fælles. Lykken går til, som Lykken gør når Lykken ikke føles nødvendig længere. Lykken misbruger sig selv endnu mere end før og ender på gadehjørnet nede omkring den kommunale bygning, hvor Lykker ligger det meste af tiden og bæller kirsebærvin. Mange mennesker opsøger i den følgende tid Lykkens tilstedeværelse. Nogle skræmte individer er bange for at Lykken er forsvundet, andre at Lykken aldrig har eksisteret i det hele taget. De vil bekræfte den fortsatte eksistens af Lykken med deres egne sanser. Folk der reelt kender til Lykken på daglig basis griner højlydt, når folk spørger hvor Lykken kan findes, og de svarer som regel, at Lykken ligger lige henne om hjørnet. Meget få af de søgende mennesker der finder Lykken, finder at Lykken ligner det Lykken syntes at skulle være. De synes Lykken er blevet en skygge af sig selv. I sin tiltagende og udmarvende depression, begynder Lykken selv at blive desperat. Lykken vil bekræftes i sit selv. Lykken behøver opbakning for at vedblive med at være. Lykken er ved at rinde ud. En dag lurer Lykken om hjørnet. Lykken vil prøve at bevise, at man ikke kan snyde Lykken, men at det er Lykken der snyder én. En tilfældig forbipasserende bliver overrasket over at støde ind i Lykken så uventet, og selvom han er stærkt beruset lykkes det Lykken at misbruge denne persons tillid til Lykken og dermed snyde den tilfældige person godt og grundigt, således at Lykken kan forblive lyksagelig en stund endnu. Kort efter forsvinder Lykken som dug for solen. Lykken skylder alle vegne, Lykken har alt for meget at stå til regnskab for. Lykken bliver heller aldrig fundet igen, og det eneste spor man kan finde efter Lykken, er den tvivlsomme sang en visemager en dag skriver om Lykkens sidst kendte, skændige handling. Sangen gør sig især bemærket på grund af den tabloidprægede linie ”Lykken snød dig i en rus.” Ikke længe efter kan ingen rigtigt genkalde sig Lykken, eller hvordan Lykken var, og langt de fleste synes at leve jævnt udmærket på den måde.
Tekst 43 Saturday, 20. Nov 2010
Skrevet af Thurston Magnus under Ukategoriseret, CommentsBlot et monster
Når han vender den om, med det yderste af fingerspidserne, kan han se, at denne løjerlige himstregims tydeligvis ikke har en reel bagside. Han vender den igen. Forsiden veldefineret, bagsiden flad. Han leder efter en beskrivelse. Måske er det noget uspecifikt. Måske er det blot et monster. På nuværende tidspunkt ville almindelige mennesker opgive at betragte dimsen med deres øjne og resignere i deres forundring ved at stoppe affæren i munden for istedet at bare smage på sagen. Ikke nok med at den har forbløffende forskellig forside og bagside, der er også noget helt unormalt med dens forende og bagende. Forenden lader til at være af lakrids og bagenden af rød vingummi. Som om fabrikanten ikke har kunne bestemme sig for, om eventuelle forbrugere ville foretrække lakrids eller vingummi i deres slikblanding og har valgt at krydse begge. En helgardering eller blot en helhedsløsning. En overvejelse der er ligegyldig, for ham der aldrig spiser slik.
Selve dette monstrøse stykke slik er formet ud i en slags figur på forsiden. Han betragter det indgående med det ene øje lukket tæt i fuld koncentration. Et dyr. Det skal sikkert udgøre et slags dyr. Slikstykket er sat sådan sammen, at det er umuligt at afgøre, hvad dyr der er tale om. Om det er en løve, en kaiman eller en ged. Måske er det en lakridsløve fortil og en vingummiged bagtil. Man kunne nemt komme til at tro det var et fabeldyr af en slags. Dyret virker fabelagtigt, ihvertfald i den forstand at det kunne minde om noget fra en fabel.
Slikposen melder ikke noget om, hvorvidt figuren er ment som lakrids, vingummi, dragée eller noget helt fjerde. Den erklærer dog så listeligt, at man både kan finde antioxidanter, bindemidler, konserveringsmidler, emulgatorer, stabilisatorer og fortykningsmidler i posen. Der er tilsyneladende mononatriumglutamat i slikket, men næppe nogen grif, pegasus eller minotaur. Efter at have opgivet teorilæsningen på posen, beslutter han sig for en mere praktisk tilgang. Posens indhold bliver tømt ud over bordet. Alle mulige løjerlige former og figurer lander hulter til bulter rundt på bordet, men selv efter en grundig granskning af slikket, viser der sig kun at være én slags af disse krydspollinerede lakridsvingummier blandt udvalget. Der er elliptiske vingummier i himmelråbende farver, cirkelrunde dragéeovertrukne lakridsudskejelser og nogle meget pædagoisk udformede trekanter af tvivlsom oprindelse. Han smager på den allesammen og når omkring en trediedel ind i projektet, før en snigende kvalme overmander ham. Han leder efter en beskrivelse. Det smager… vulgært, bestemmer han sig for. Det smager som at blive voldtaget af en fyrværkerifabrik.
Grunden til al denne selvpineri er en pige. Sådan må det være. Der sidder en ung pige derude i den anden ende af byen. Måske ikke helt ude i den anden ende, men langt nok væk til at det betyder noget. Hun elsker lige præcis denne type slik. Hun elsker tilsyneladende mononatriumglutamat mere, end hun elsker ham. Hun kender mere til forskellen mellem smagen af lakrids og vingummi end til hans sympatier for hende. Det er derfor, han købte posen idag. Måske er det en naiv tanke, han gør sig, når han godt kan lide at forestille sig, hvordan han bare ved at erhverve sig en pose slik til tredive kroner, pludseligt kan få hende til arbitrært at komme forbi. At hun pludselig vil ringe på døren med samme glæde for at mødes med ham, som den hun finder for de fiduser af lakrids og vingummi han sidder og stirrer på lige nu. Som om den banale kærlighed til en konsumvare kan transponeres over på ham, gennem tid og sted, hinsides al logik, som en formfuldent sløjfe der løser sig selv op i et snirklet digt. Det er ikke realistisk. Det er slet ikke realistisk, for hun ved ikke, hvem han er. Hun ved ikke, hvor han bor. Hun kender end ikke hans navn, selvom de ser hinanden hver dag. Det ved han godt. Han sluger fabeldyret. Han leder efter en beskrivelse. Hvis hun er en vingummi, er han en lakrids. Dét er ikke fabelagtigt. Dét er blot et monster.