Essay 1 Friday, 23. Nov 2007
Skrevet af Thurston Magnus under Essays, Comments
Hey, er der nogle der kan huske dengang man købte CD’ere? Jeg begyndte på det i de tidlige 90’ere og kan huske dengang jeg skippede timer for at stå i kø for at købe Soundgardens svanesang, eller dengang jeg anskaffede mig NIN’s The Downward Spiral i en oversvømmet kælderbutik, følte jeg røvede GUF da jeg fandt Beat Noir af Spahn Ranch til en 20’er og endda da jeg plyndrede halvdelen af Skinny Puppy’s bagkatalog for en slik i en 2nd hand et sted i Pisserenden. Gode tider.
Men seriously: Glem de blanke skiver, for musikken er reduceret til at være ukropslige bits på en ekstern harddisk nu, og ingen vil have noget med sølvskiverne at gøre. Musikbranchen har sin andel, javel. Ved at satse på kortsigtede musikalske planer, med grupper af mennesker der danser og synger i harmoni, har de været med til at forråde tilliden mellem sælger og køber. Den klassiske historie om fyren der slagter hønen der lægger guldæg. Men, der eksisterer en dybere symbolik i tingene: CD’en var den sidste tingsliggørelse af musik som kunstart. De var besværlige at transportere, fragile og tog en pokker masse plads på hylderne. De insisterede dermed på sig selv som symbol. Som kunstart er CD’en blevet for massiv for forbrugerne, for virkelighedsnær og påtrængende i sin vægt. Hvorfor have 2000 CD-skiver stående på hylden, når man kan have 20.000 MP3-numre på den usynligt roterende harddisk? Springer vi lidt længere, er den manglende fysiske krop for musikken med til at gøre den uvæsentlig. Musikken er ikke længere repræsenteret ved en direkte fysisk invasion af ens rum, men eksisterer kun som mentalt objekt i ens baghoved. Dernæst bliver det sværere og sværere at forestille sig musikeren bagved som værende reelle. Som alle de billeder man har downloadet fra internettet, som man ikke aner hvor stammer fra, og hvem der er ophavsmænd til (m/k).
Ikke alle kunstarter låner sig så vel til komprimering som musik, og selvom man kunne have hundredetusinder af billeder på sin harddisk, insisterer folk stadig på at hænge dem på væggene fra tid til anden, ikke bare for at være bagstræberiske, men fordi den visuelle kunsts indflydelse på rummet er en funktion for den i sig selv. Musikkens ulempe er, at den er transitorisk i sit virke og ikke bliver hængende i rummet og pynter, specielt ikke i dens afhængige skyggeskikkelse som blank skive i et plastikomslag. Musik er grimt som tingsligt objekt. Kroppen er en belemring, så at sige.
Det psykologiske begreb intentionaliteten forholder sig til bevidsthed i relation til objekter, og spekulerer over hvordan man kan være bevidst om objekter som ikke eksisterer eller ikke er korporlige. Vores bevidsthed om musikken burde ikke være mindre, blot fordi den kun er serier af binære tal, istedet for stablede plastikkasser, men det er den ikke desto mindre. Se på det på denne måde: Det er et spørgsmål om altid at blive konfronteret med den fysiske del af affæren. Hvis den kæreste der gik fra dig, hele tiden dukker op i samme kantine du benytter hver dag, vil det også blive mere kompliceret for dig at komme over personen. Du er ikke mere bevidst om personen og det følelsesmæssige kompleks, men du bliver blot fysisk mindet om det hver dag, som hvis du havde en reel bagage at slæbe på, fremfor blot en mental én. Hver eneste dag når jeg sætter en sølvskive over på mit anlæg, tænker jeg over, at hvis jeg mister denne CD, så mister jeg også musikken derpå. Den skrøbelighed gør musikken ekstra intens, for jeg ved teknisk set ikke hvornår CD’en ophører med at fungere, og musikken dermed stopper for mig. Deri ligger også et symbol for døden: Evigheden er ligegyldig, for den udvander alting, men livet og dets korte, bemærkelsesværdige forestilling kan ituslåes på et øjeblik, og det låner det den spænding som gør livet mere end bare minimalt interessant.
Musikken hører op, og du er nødt til at skifte en CD. Du kan ikke bare klikke på musen, men er nødt til at rejse dig, overveje en ny CD, skifte de respektive skiver ud i anlægget og finde plads til plastikkasserne på hylderne igen. Det er besværligt, det er irriterende og det minder dig om, at musikken som kunst kræver noget af dig. At der er mennesker bagved, og at de ikke bare er skygger på dit anlæg. Du kan likvidere alle dine CD’er og plader, smide dem ned som MP3-filer på en harddisk og prøve at dividere værdien så langt ned som muligt, men forarbejdet for kunsten og det kunstneriske indhold er det samme. Det er kun modtagerværdien du gør mindre, og i den proces er du godt på vej mod at ruinere din indgangsvinkel til denne kunstart. Ting tager tid og er besværlige. For ellers er de ikke.