Tekst 8 Monday, 18. Feb 2008
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsSaltpastiller
Derovre ved computeren, ligger en æske saltpastiller. Det er nok sidste sted han har siddet, før han forsvandt. Der er nogle stykker tilbage i æsken. Jeg sætter mig ned i hans stol, og prøver at forstå rummet. Hvad var det for et menneske der eksisterede her? Jeg slynger et par ord ud i luften, bare for at prøve akustikken af. Ekko, ekko. Intet ekko. Han er væk. Sengen ser redt ud. Jeg rejser mig fra stolen, og går hen til sengen hvori der ligger en bog. Jeg samler den op. Der er et bogmærke i den. Side 143. Mere end halvdelen af bogen. Et ihærdigt forsøg på at læse den, tyder jeg.
Sygdom. Lad os kalde det sygdom. Det er bedre sådan, for det fritager én for det personlige valg, og dermed ansvaret for egne handlinger. Du er syg, siger jeg ud i luften, men ikke syg som dem med leukaemi. Så retter jeg mig selv til datid. En eftertanke. Sygdom, hvis man behandlede det som sygdom.
Sengen føles blød. Som om man godt kunne vænne sig til den. Jeg ligger her lidt, og kigger op i loftet. Der er ikke blevet gjort rent længe. Sengen er for kort til mig, og mine fødder dingler ud over enden. Det generer mig lidt, og jeg sætter mig op. Hvad er meningen? Hvad er det man skal forstå af dette rum? Jeg tænker på, om det er stort nok, tager mig så i det, og tænker på om det er for stort. Jeg rejser mig og går to skridt hen til skabet, åbner skabsdøren, og ser en række af skjorter. Løber over dem med fingrene. Der mangler ikke én. Jeg lukker døren igen. Når man kigger ud af vinduet, kan man godt forestille sig solen. Der er nok morgensol i rummet, og det ville nok være det første man bemærkede, når man stod op. Hvis man stod op, tænker man.