Foto 15 Wednesday, 19. Nov 2008
Skrevet af Thurston Magnus under Tegninger, 2 CommentsLidt pointesløse papirsklip for at holde hænderne igang under Columbo:
Tekst 20 Wednesday, 12. Nov 2008
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsDen gamle kælling og vandløbet
Uden at have ret megen grund til det, havde advokat doc. jur. Hermann Gödning altid en pinlig orden i sine papirer. Siden sin doktorafhandling der påviste at O.J. Simpson var skyldig i mordet på John F. Kennedy, og senere sin ansættelse i det velrenommerede advokatfirma Robert & Morgan, havde det ikke ligefrem væltet ind med interessante sager, trods Hermanns status som en af landets skarpeste juridiske hjerner. Ja, faktisk så var der så få sager, at Hermann snart så sig tvunget til at sælge sin skrivemaskine, som ellers efter sigende havde tilhørt Jønke, og det var i denne afmægtige situation, at man godt kunne behøve lidt hjælp fra skæbnens side. Det skæbnepuds indtraf også en sendrægtig eftermiddag, hvor Hermann som sædvanlig foregav at have travlt med at nusse papirer ind i den rigtige stabel. Skæbnens form tog sig ud som en lille, arrig kælling, der så ud som hun kæmpede med selve Fader Tid, om hvem ville blive ældst. Og hun så ud til at vinde, kællingen, for hun var ikke typen der tabte. Sagen hun ville have Hermann til at bruge sin fine juridiske begavelse på, var den, at hun fandt sig aldeles overbevist om, at hun var blevet kørt ned af Gudenåen. Ja, en morgenstund var hun vågnet midt i Gudenåen, plaskvåd og splitterhansjørgen, hvad der ikke bekom hende vel, skal man dømme efter hendes ansigtsudtryk. Hermann studsede lidt over kællingens ordvalg. Kørt ned? Kunne man køres ned af et vandløb, og hvem sagsøgte man i så fald? Al Hermanns spekulation herom var overflødig, for kællingen havde regnet ud, at det naturligvis var Naturens skyld. Det var Naturen herself der havde torpederet hende den dag ude i Tinnet Krat, bedst som hun gik dér i sine egne tanker. Her måtte Hermann alligevel bryde sin potente juridiske frontallap, og noterede hastigt på en af sine mange, mange papirer kildne spørgsmål, som forsvaret kunne tænkes at driste sig frem med. Kunne sagen overhovedet føres? Hermann skævede over til Jønkes gamle skrivemaskine, det kærlige gamle hakkebræt, og besluttede sig så for at tage sagen. Under konsultationen af store tunge bøger på området samt alskens rapporter, affidavitter, cirkulærer og stattutter af mere eller mindre evident relevans, fandt Hermann frem til det han mente var en udmærket sag, og hans ivrige skubben på sagen gjorde da også, at et højest forbavset juridisk system måtte set til at sagen gik for retten, ikke mindst hjulpet godt til af den folkelige modstand overfor Naturen som sådan. I retsalen glimrede Hermann med sine overlegne retoriske evner, beskrev hvorledes den mangeårige udnyttelse af Gudenåen til bla. lystfiskeri og kanosejlads, havde skabt grofund for en dyb mistillid overfor menneskestanden, hvad der alt andet lige gav Gudenåen det motiv, det behøvede for at køre den gamle kælling over. Derudover kunne ingen indkaldte eksperter præcist fastlægge hverken Gudenåens længde, dens færden gennem landskabet på gerningstidspunktet, og ingen var villig til at give vandløbet noget der mindede om et alibi, om ikke af andre grunde så fordi de rent faktisk ikke anede, hvordan den helt eksakt så ud. Det hjalp heller ikke forsvarssagen, at Naturen ignorerede sin indkaldelse for retten, og dermed nægtede at stille op som vidne. Eneste repræsentant for Naturen til stede i retten, var en mindre nellike der tilfældigvis lå på dommerens skranke, og den viste sig da også at være så forkommen, at den under ingen omstændigheder kunne tage vidneskranken, og måtte faktisk ekskorteres med hast fra retslokalet i et jurymedlems lapel. Alt dette talte ingenlunde Naturens sag, hvad juryen syntes aldeles enig i. De havde som repræsentanter for folket altid næret en sund skepsis overfor alt der var større end dem selv, så de erklærede Naturen skyldig i mordforsøg på den gamle kælling, og dommeren udmålte en kompensationsstraf til kællingen. På grund af manglende præcedens på området, mente dommeren det nemmest, blot at overdrage det meste af Jyllands olie- og naturgasrettigheder til den gamle kælling, hvilket han gjorde, sikkert motiveret ligeså meget af juridisk pligt, som af lysten til at ville løbe skrigende bort fra denne farce så hurtigt som muligt. Ansporet af sin sejr, som havde tændt gnister i hendes hjernekiste som ingen medicin ville kunne, og tillige med ny økonomisk rygdækning, gik kællingen igang med at sagsøge Naturen på adskillige andre punkter, hvor hun mente at have uforrettet sag. I den tid førte Hermann en forrygende mængde sager, alle med sejr til kællingen som udgang, og Hermanns store arkivskabe med hængemapper, hans ind- og udbakker, hans skuffer, reoler og ringbind kom endelig til deres ret. Dog en dag gik det sådan, at kællingen kom ind på Robert & Morgans kontorer, med en ganske forrykt sag. Hun var faldet og havde brækket sin hofte og havde i sin elendighed bandet tyngdekraften lang pokker i vold, og hendes miserable status havde som så meget andet lignende, givet hende idéen at sagsøge Naturen med henblik på at suspendere tyngdeloven. Kællingen erklærede tyngdeloven noget nymodens bras, turede frem med hvordan folk bare gik og lavede regler og statutter for alting, mens hun bare kunne ligge der på det lokale torv og have det så elendigt med sin hofte. Uden at fortrække en mine, men med et lille suk, hev Hermann sine tunge lovsamlinger frem, og prøvede at finde en juridisk grimasse der kunne passe. Uanset hvad kunne Hermann ikke grave en eneste paragraf frem, der kunne få tyngdekraften ned med nakken, og da han måtte opgive sagen, hvilket han gjorde overfor den gamle kælling gennem telefonen, udnævnte hun ham da også til at være et udueligt kvaj, med vattede, ryggesløse holdninger som ikke ville stå igennem når den store krig engang kom, hvilket hun forsikrede Hermann om, var snart. Tingenes orden ville snart slå igennem, hvæsede hun, og uanset Hermanns kvindagtige fastholden af unyttigt påduttet regeltøj, ville alting snart gå tilbage til sine oprigtige tilstand igen, så man kunne begynde at få noget skik på verden. Kællingen havde intet til overs for moderne pjat som naturkonstanter og så i øvrigt ingen fremtid for tyngdekraften. Hun så bare frem til dag, hvor skvat som Hermann ikke stod vagt om Naturens dumsmarte regler i kraft af deres egen sølle angst. Derpå fyrede hun ham som juridisk bistand, sagde at han aldrig ville komme til at arbejde som advokat igen og smækkede prompte røret på. Stakkels Hermann måtte forlade advokatfirmaet Robert & Morgan, og solgte sin skrivemaskine til Jønke, der formentligt havde mere brug for den, end Hermann ville få fremover. Kællingen fik ret, han kom aldrig til at arbejde som advokat igen.
Tekst 19 Thursday, 6. Nov 2008
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, 3 CommentsStjernerne er blot sædpletter på himlens vaskeskind
Hvis vi siger at stjernerne, de stjerner over os, blot er sædpletter på himlens vaskeskind, er de alt andet lige lettere at forholde sig til i virkeligheden. Man fjerner fra dem en smule af deres mystik, deres glans så at sige. Det elegante skær af fortryllende evighed, der til alle tider har hvilet over dem, bliver nu krøllet sammen til en klumpedumpet og tung metafor, alt for tung til at magien kan undslippe stjernernes skønsmæssige tyngdefelt. Selvfølgelig beror hele den affære på læserens villighed til at omstøbe stjernerne således i sit eget hovede, og det styres igen helt og aldeles af læserens ønske om at frarøve stjernerne noget af deres glimtende glamour. Som med partiklerne i kvanteproblemet, har stjernerne ligeledes det problem, at deres magi kun eksisterer i kraft af måden de observeres på. Ellers er de kun sfærer af glødende gas, ligeså fysiske og banale som ens egen krop. Dermed åbner jeg op for idéen om, at man selv er herre over, hvordan tingenes tilstand er, ved at definere måden man observerer noget på. Forsøg det selv. Sig det højlydt, der hvor du sidder, sig stjernerne er blot sædpletter på himlens vaskeskind, og du vil aldrig se på stjernerne på samme måde igen.