Foto 17 Tuesday, 24. Feb 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Fotografier, CommentsForskellige foto fra Basilisks fødselsdag i Literaturhaus, 30/1-09. Personerne på billederne er bla. Christina Hesselholdt, Anders Abildgaard, Mayse Aymo-Boot, Harald Voetmann Christiansen og René Jean Jensen. Der tages forbehold for misfortolkninger af folks udseende. Ahem!
Tekst 24 Thursday, 12. Feb 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsHistorie om en mand i flere dele
Den første del handler om en mand, før han bliver til en mand, og måske lidt om hvad der har gjort ham til sådan én. I denne del af historien stifter vi bekendtskab med ham, da han endnu kun er en dreng, og derfor ikke kan siges at være fuldt ud ansvarlig for sin adfærd. Det er godt. Godt, fordi hans handlinger på et vist tidspunkt lander ham i rørte vande, som man siger, da han under det man kunne regne for at være indgangen til en humoristisk barnddomsanekdote, kommer til at ødelægge nabogårdens traktor, hvilket vi må minde publikum om, hverken er specielt humoristisk eller specielt meget hans skyld. Her opridser vi blandt andet idéen om, at han er opvokset på en gård, meget praktisk anbragt i en indskudt sætning, således, at det ikke trækker fokus, fra det egentlige der bør nævnes, nemlig ulykken. Grunden til at det skal nævnes og endog understreges er, at visse mennesker åbenbart foretrækker idéen om at alle mennesker til hver en tid må regnes som ansvarlige for egne handlinger, og drengens storebror, der denne eftermiddag havde det reelle ansvar for drengens adfærd, synes at være en af disse mennesker. Da vi befinder os på et tidspunkt i den historiske tid, hvor det at uddele ørefigner var ganske almindeligt, fik drengen da også et par solide af slagsen på siden af det han altid havde betragtet som sit hovede, og det er måske ikke usandsynligt i sammenhængen, at der her bliver grundlagt en mindre neurologisk skade i hans hjerne, en hjerne der på dette tidspunkt så heller ikke rigtigt er hans længere, da han storebror nu har sat sit aftryk på den. En udspekuleret observatør kunne måske notere sig, at drengen fra den stund af ikke længere er fuldt ud tilregnelig, men jeg synes vi bør holde os fra unødig spekulation. Fra nabogårdens side skal det siges, at man aldrig fandt ud af hvem der havde ødelagt traktoren, men at den dog heller ikke var mere ødelagt, end at den stadig indeholdt så mange værdifulde reservedele, at den ved en senere lejlighed kunne byttes for en solid side flæsk fra en nyslagtet gris fra drengens fædrende gård, hvad der alt andet lige ikke kan siges at være en dårlig handel for nogle af parterne, omend forfatteren dog må betinge sig ikke at have taget grisen med på råd, men sådan er der nu så meget, og vi kan ikke tage hensyn til alles interesser.
Den anden del handler om en mand, kort efter at en kvinde har gjort ham til en mand. En rigtig mand. Ikke bare en af de her mænd der føler sig som mand i kraft af deres status på et eller flere mere eller mindre relevante områder, men nej, en rigtig mand som mænd først bliver når de har nærstuderet og engageret sig i en kvindes mest intime anatomi. Dette indtræffer kort efter at han har taget 2. del på universitetet, hvilket sikkert ikke er et tilfælde. Naturligvis forelsker han sig hovedkulds, for der er skam stadig tale om en ung mand, og på trods af den, ligeledes unge, kvindes skepsis overfor hans indkomstpotentiale, gifter de sig i en feber, hvor det må nævnes at feberen mest skal fortolkes som en fornøjelig måde hvorpå man kan formulere sætningen efter en kort forlovelse. De får også børn. Det gør folk, ofte endog. Klaveret (ja, sådan et har de også) bliver i løbet af en kort årrække dekoreret med billeder af to børn, en dreng og en pige, som begge bliver opkaldt efter forlængst afdøde familiemedlemmer, hvilket sikkert er alt godt, ikke mindst for en logisk sammenhæng. I denne periode af historien grundfæster en form for lykke sig i mandens liv, som kun sjældent findes udenfor litteraturen. Manden er glad, kvinden er glad, børnene er glade og hvis deres lille rødstenshus og deres lille familiebil også kunne være glade, ville de også være det i den beskrevne situation, omend vi taler socialrealisme hér, så tingslige objekter kan allerhøjest bidrage til familieidyl ikke med famileditto, også selvom de til tider måske fungerer mere som subjekter end kun objekter. Al ovenstående er kun indrammende beskrivelser, hvilket blot skal fungere som iscenesættelse af denne livsdels store drama, eller dramaer - for der kunne jo godt vise sig at være flere. Manden når at fylde tredive år inden den dag moderen hulkende ringer til ham, for at forklare at mandens fader hænger ude under loftsbjælken i stalden og nægter at komme ind til middag, hvilket der må være tungtvejende årsager til. Det er nok fordi, mener moderen i glmrende indsigt, at der nok ikke hersker ret megen tvivl om, at faderen hænger for enden af et reb og formentligt selv har anbragt sig i den positien. Moderen tuder også noget om forsikringssvindel og en cigaræske fyldt med papirer, som hun ikke fatter et klap af, bortset fra at der er meget store tal på disse papirer, samt at der givetvis ikke er tale om positive tal at dømme efter farven. Manden når til sætningen omkring den nedbrændte lade, før han siger noget stærkt imperativt til moderen om ikke at ringe til ham med den slags, hvorefter han smækker røret på, hvad der meget demonstrativt understreger det forsinkede forældreopgør der jo skulle dukke op i historien på et tidspunkt, dog hér forklædt af forfatteren som en ren familieskandale, hvad der jo bibringer en vis dobbelttydighed for eventuelle læsere, der stadig måtte hænge på så langt. Hvad end det er afmagt eller vrede eller begge dele, der foranlediger mandens voldsomme reaktion, beslutter han sig pludseligt for lige netop da, aldrig at skjule noget for dem han elsker, nemlig kvinden i hans liv og deres to børn. Overraskelsen hos netop dem er også temmeligt stor, da han højtideligt erklærer, at han vil kvitte sin dødssyge lærergerning ved universitet, sætte en sikker årshyre over styr, for at hellige sig sin fremtidige karriere på projektet at blive racerkører på fuldtid. Her må det desværre tilføjes, at manden er fuldt udvokset, og derfor også må regnes som fuldt ansvarlig for sine egne handlinger, omend det i samme åndedrag nok bør påpeges, at det ikke nødvendigvis gør ham mere tilregnelig. Man kan sige hvad man vil, men der skal mere end en smart styrthjelm og et kørekort til at blive verdensmester i motorsport, og i øvrigt har manden faktisk heller ingen styrthjelm på nuværende tidspunkt, hvilket kvinden han elsker ikke er sen til at påpege.
Den tredie del handler om en mand, nogenlunde på det tidspunkt hvor han er gået i flere dele. Efter en jævnt succesfuld karriere som professionel racerkører i forskellige grene af den motoriserede sport, er det gået ham sådan, at han har mistet førligheden i sine ben, efter at han ved trehundredetreds hestekræfters hjælp er kollideret direkte med en betonpille, det nok var meningen man skulle manøvrere udenom, hvad der må betragtes som en bemærkelsesværdig allusion til hans barndoms ulykke, bare i mindre skala. Så kan han sidde der så godt, som hans salig mor altid sagde når hun var tvær på ham, og hvor han sidder så godt er i en rullestol på en medicinsk afdeling. Foran ham står lægen, som har fortjent at blive omtalt i bestemt ental i denne historie, og illustrerer på et røntgenfotografi hvorledes mandens blodtilførsel i begge ben er blevet kompromiteret, hvad der gør, at man fra lægestabens side bliver nødt til at amputere begge ben. I et forsøg på at klamre sig totemistisk til disse hans hans døde stykker anatomi, på trods af alle disse elendige omstændigheder, får manden efter sin amputation sine ben balsameret i sprit, og da lægen ikke kan finde nogen regel eller lovgivning imod det, får manden da også lov til at tage benene med sig hjem. Han er på det tidspunkt ikke nogen ung mand længere, så man må tilgive ham en vis rethaverisk besiddertrang, når det gælder det legeme, han har spenderet så lang tid sammen med. Ikke underligt mister kvinden i hans liv hurtigt trangen til ham, da ulykken trods alt minder hende om, at det ikke er hendes underliv, der er noget galt med, og kort efter amputationen forlader kvinden da også manden og efterlader ham med et halvfyldt pokalskab og to ben i sprit. Bilen tager hun, det kan vel ikke diskuteres, mener hun. På forudsigelig vis giver manden sig til at drikke, hvad der plejer at være fallerede og forladte mænds automatiske hobby. Her ville det være smukt hvis manden skulle gå hen og dø af bristede ambitioner eller et knust hjerte, men det gør han ikke, da dødsårsagen viser sig at være meget mere jordnær - der går næppe mange måneder inden manden, i et anfald af mangel på alkohol i huset, prøver at drikke den alkohol hans ene ben er balsameret i, hvad der ganske hastigt afstedkommer hans død, hvilket igen må siges at være en noget spektakulær død, havde man siddet som den fra ordsprogene så kendte flue på væggen. Men ingen er til stede ved mandens død, ingen følger hans sidste drastiske åndedrag, end ikke for historieskrivningens skyld, og der gik dage inden postbudet bemærkede den underlige lugt fra huset, og endnu flere dage før han reagerede på den i alarmberedskabsmæssig forstand. Under udredningen af boet herefter kommer børnene og moderen op at slås om, hvordan manden skal begraves, hvilket efter lange diskussioner, som vi springer let henover af henhold til læserens formodede ønske om at nå afslutningen snart, ender med et kompromis om, at kremere mandens overkrop, donere hans venstre ben til anatomisk institut og til sidst nedsænke hans højre ben i baghaven under et lindetræ, hvad der sikrer en nogenlunde ordentlig geografisk spredning af mandens jordiske rester, hvad der igen må formodes at være i overensstemmelse med mindst ét af mandens ønsker, om ikke andet så af statistiske grunde. Hermed ender mandens historie i flere dele, hvad der forklarer titlen på hele affæren. Læseren må selv bestemme i hvor høj grad storebroderens ørefigen treogfyrre år tidligere har bidraget til mandens tragedie, og for de folk der kun har fulgt med for at finde ud af, om flæskesiden kommer til at spille en overordentlig vigtig rolle til sidst i historien, så kan jeg for min part sige, at det gør den ikke.