Tekst 25 Tuesday, 10. Mar 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsIntention
Optikken er forstyrret. Orgasmen formår knapt at trænge igennem. Oplevelsen forplanter sig kun sløvt i den akkurat formulerede virkelighed. Jeg prøver at bevare ambulancen i min krop. Hver handling signalerer intentionen om flere. Hvad er det jeg siger? Alle handlingsmønstre relaterer til et objekt. Opfattelsen af dem er falsk i sig selv. Min intention har aldrig været et kort at følge. Jeg kommer til mig selv midt inde i en artikulering. Her er mit nu. Et nu bundet op på den eksakte position, jeg påtænker mig selv. Sålænge man er bevidst, vil intet helt være løgn. Planeterne eksisterer eller eksisterer ikke hele tiden i mit hoved. Det forholder sig på samme måde med mig selv. Ikke en kat ville være død eller levende i denne kasse. Man må relatere til kassen, som kassen til én. Der eksisterer en dialog mellem manden og materialet. Det er ihvertfald tanken. Nu prøver jeg så at lytte. Nu prøver jeg at slappe af. Dette nu varer et helt øjeblik, derefter har det aldrig varet mere. Det har aldrig kun været min intention.
