Tekst 28 Monday, 3. Aug 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster,Børnebillet
Bussen er varm og kan ikke skjule lugten af diesel. Lydene omkring mig er næsten flydt sammen til ét hele. Næsten. Vi har en leg sammen, drengen på sædet foran og jeg. Det var noget om lydene, de raslende mekanismer skjult rundt om i bussen, støjen fra biler og mennesker med mobiltelefoner. Et overvældende system af manglende hensyn. Alle lyde med hver deres vigtighed, går jeg ud fra. Drengen foran mig står op på sædet. For tredie gang i træk udbryder han ”narj, narj”, og jeg svarer behørigt for tredie gang med et ”joeh, joeh.” Drengen sætter i et hvinende grin, og med hænderne fastklemt om ryglænet hopper han jublende op og ned. Vi er nu nået til punktet, hvor det er nødvendigt at ændre reglerne for legen, før drengens mor ser sig nødsaget til at hive drengen ned fra sædet. Drengen udbryder igen ”narj, narj” , men denne gang holder jeg munden fuldstændigt lukket. Jeg siger intet, og drengen holder hænderne på ryglænet parat til det sekund, hvor jeg forventes at leve op til min del af legen og sige min replik. Der går fem sekunder, der går ti sekunder, mens drengen bliver mere og mere mistroisk at se på. Lydene rundt omkring i bussen synes forsvundet, for nu er det kun vores lyde, der er vigtige. Drengen ved det, jeg ved det. Det er en prøve. Armen går op omkring hovedet, som om han enten prøver at klø sig i nakken eller kaste en bold. Han står og svajer et øjeblik, og har krummet læberne sammen, så han næsten ser surmulende ud. Måske tænker han grundigt. Så forsøger han alligevel med et ”narj, narj”, omend mere stille denne gang. Det er som om, man kan høre spørgsmålstegnet hænge i luften efter ordene. Legen, for ham, gik ud på, at et bestemt sæt lyde ville afføde et andet sæt fra min side retur, og nu tvivler han på, om han har forstået tingene rigtigt. Om han gør noget forkert. Jeg kigger på uret og siger så joeh, joeh”, og drengen jubler igen, nok mere af lettelse over at legen fortsætter, end af umiddelbar glæde over lydene. Vi fortsætter som intet var hændt. Hans jubel stiger og stiger, for hver gang gentagelsen af legens cyklus kører videre, og på et tidspunkt hopper han så højt i vejret af begejstreing, at han uforsætligt kommer til at ramme moderen ved siden af og forstyrrer hendes bladlæsning. Moderen opdager den del af legen, og trækker drengen kærligt, men bestemt, ned i sædet og rundt i kørselsretningen. Måske vil drengen aldrig opdage forskellen på børns og voksnes legekoder. Måske vil han være overbevist om, at visse ting altid vil afføde visse andre ting, men som lydene begynder at komme igen tror jeg , tvivlen altid vil være der i ham.
Comments»
Sikken en sød historie - jeg kan se scenariet for mig.