Tekst 29 Tuesday, 8. Sep 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster,Rheinhart bygger et hegn
Rheinhart bygger et hegn. Vi taler om hegn og limonade. Det kan være svært at afgøre den definitive funktion for et hegn, en funktion som må siges at være todelt: Et hegn kan kun enten holde noget inde, eller holde noget andet ude. Som med kvanteusikkerheden, kan man aldrig helt forvisse sig om, hvorvidt noget har præcist den ene kvalitet eller den anden, og må belave sig på, at hegn generelt har en ueksakt værdi, der må formodes at ligge et sted mellem de to yderpunkter. Der er dog ingen tvivl om Rheinharts idé med hegnet: Det skal holde andre ude. Derfor er hegnet heller ikke et nydeligt lille raftehegn eller et økologisk pileflettet ét af slagsen, men et kæmpestort hegn af fyrretræsplanker, som Rheinhart møjsommeligt igennem adskillige år har hugget ned i sin have, for derefter nidkært med en flækøkse at udarbejde dem i planker. Man kan sige, at træernes liv lever videre i hegnet, og Rheinhart mener at deres død, får klædelig oprejsning i dette kæmpestore monument. Som Rheinhart bygger hegnet, ser det nærmest ud som om en masse kæmpestore ispinde vokser op i en meget eksakt rektangulær skov. Rheinharts otiumsprojekt, der endelig skal give ham fred, nærmer sig sin afslutning, en fredag hen ad eftermiddagen, hvor Rheinhart meget præcist har tænkt sig at sætte den sidste planke, for derefter at sætte sig selv i sin havestol med et glas limonade og nyde freden, den endelige fred man kun kan få, når man føler sig fuldstændigt forvisset om, at ingen vil genere én og ens glas limonade. Der er dog et problem for Rheinpart: Lige før han skal sætte den sidste planke, går det op for ham, at den sidste planke mangler. Det er dog umuligt, tænker Rheinhart, men rigtigt nok. Hegnet griner til ham, med det der ligner et mellemrum mellem fortænderne. Nej, nej, nej, et hegn skal give idéen om et afsluttet hele, og kan ikke bare stå dér som en dårlig henvisning til mangelfuldt gebis. Rheinhart konsulterer byggeplanerne, som helt klart er enige med Rheinhart: Der kan simpelthen ikke mangle en planke. Limonaden står i solen og bliver fesen, mens Rheinhart klør sig i nakken. Der må være en løsning på så objektivt et problem. Rheinhart kommer til konklusionen, at hvis man nu flyttede planken til højre for hullet én planke til venstre, så skulle problemet være løst, og det gør Rheinhart så. Meget kort efter opdager Rheinhart et nyt hul i hegnet. Det var dog som syv søren! Rheinhart starter med at blive forbløffet, men fortsætter så sin metode med at flytte den højrestående planke én planke til venstre. Minsandten om ikke et nyt hul opstår. Rheinhart går da fra at være forbløffet til at være decideret vred. Planerne passer. Antallet af planker passer. Alle træerne i haven har måtte lade livet for dette projekt, og det er ikke hans ingeniøregenskaber der fejler heller. Problemet må ligge i en systematisk, endemisk hegnsfejl, konkluderer han. Den eneste måde at rette op på dén fejl, er ved at blive ved med at flytte de højre planker længere mod venstre, velvidende at et nyt hul vil opstå hver gang, omend det vil flytte belastningen i fejlen kontinuerligt rundt og rundt i hegnets periferi, således at der vil være mindst mulig risiko for penetration af hegnet. Et øjeblik overvejer Rheinhart, om det ville være mere effektivt at flytte venstreplankerne mod højre, men beslutter sig for, at det kan der ikke være meget idé i: Han har altid set sig selv som mere et orientalt menneske end et occidentalt af slagsen, så tingene må naturligvis køre til højre. Som hullet flytter sig rundt som en viser på et ur, begynder solen at gå ned og limonaden står stadig og venter. Et menneske havde næppe udvist dette tålmod med tidens fremskriden. Havde limonaden været et menneske, kunne den have funderet over, hvorledes usikkerheden omkring hegnets funktion med enten at holde ude eller inde, gør hegnet til et spejl, der i en grad reflekterer folk udenfor, men altså også alt indenfor. Hvis hegnet havde været et menneske ville det muligvis have grint af den sammenligning, men vi taler om et hegn og vi taler om limonade.
Comments»
Hej Thorsten, Rheinhart, Rheinart, Rheinpart. Sært barn har mange navne. Det er vist ikke med vilje, eller er der noget, som jeg overser og som derfor kun kan overses, da ingen har læst denne tekst mere tålmodigt end mig nu… ? Jeg synes det er en frustrerende tekst at læse. Den kræver mere af læseren end den giver, synes jeg. Og det er et problem. At lave associationer til hvad hegnet og dets “rundesang” kan betyde er nok en af tekstens bedste muligheder men sandt at sige keder det mig og selve “det vi taler om”-retorikken er rent ud sagt ikke spændende efter min mening. Der er for lidt kød på filosofien til at skelettet er kysseklart, så at sige. Men udover det så var det da en fornøjelse (omend i den mere tørre ende af skalaen) at genopleve måden du opbygger et scenarie på. Den her arkiverer jeg dog under “skriveøvelser” og vil muligvis gerne høre om der var noget ved at skrive den som gjorde den interessant at skrive eller om det bare var vedligeholdelse som jo også er vigtig. Pas på dig selv, Rune
Hey Rune,
ja, teksten ligger et sted i sarkasmeterritoriet, og som flere andre lignende tekster jeg har skrevet (den minder om andre tekster jeg pusler ud i øjeblikket), må folk godt forvirres lidt over, om de skal tage den for gode varer, eller for ren vittighed. Idéen er ret simpel: At visse mennesker kun rigtigt ønsker én ting for at føle sig glade og tilfredse, men noget skæbnebetonet i deres egen indstilling til livet forhindrer dem i netop at opnå den fornemmelse. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor jeg skrev teksten (udover måske som en øvelse), men den er i slægtskab med mine egne tingslige og strukturalistiske neurotisme.
Sorry for slåfejl og stads (dem skal jeg nok rette), men jeg skriver med skinne på hånden for tiden.
Tak for god kommentar, og hav det fabelagtigt.
Cheers,
- T
Jeg tror ikke, der findes hverken kun gode varer eller kun rene vittigheder.
Jeg synes ikke, ideen er simpel, jeg synes den er dybt mystisk, hvis jeg skal være ærlig. Den indeholder en definition som jeg faktisk slet ikke forstår: skæbnebetonet. Jeg ville synes, at noget indkodet ville være et bedre ord i sammenhængen, men hele ideen strider imod ideen om fri vilje, som jeg ellers mener, du tror på, så det forvirrer mig. Jeg tror overhovedet ikke på skæbnen forøvrigt så det hjælper jo heller ikke ligefrem.
At du ikke ved hvorfor du skrev teksten glæder mig. Af åbenlyse årsager.
Jamen det er klart, at hvis teksten skulle beskrive en faktuel virkelighed, ville den komme til kort - “skæbnebetonet” er næppe heller det rigtige ord, men der en symbolsk kausalitet i en del af mine tekster; noget i retning af, at folks egne ubevidste idéer og handlinger afføder, hvordan de situationer de befinder sig i, kommer til at spille sig ud.
Teksten fungerer fint på scenen, fordi den formår at fremstå skæg, nærmest lidt “unsettling,” (fordi man er nødt til at acceptere tekstens forvredne univers) og et sted i baghovedet slår det mig, at jeg nok har ment den hen i dén retning - som livetekst. Ofte er det en god måde at undgå fortænkthed på, synes jeg.
Anyway, jeg vil sove. Salut!
Okay, jeg er helt med på hvad du mener nu. Det var interessant at læse. Tak for dialogen.
Endu en grund til at bandnavnet Do Make Say Think også er et fremragende udsagn.
At tænke er som regel bare en platform hvorfra noget andet udspringer, i hvert fald hvad angår den almindelige måde at tænke tænkning på men den mere helhedsorienterede tænkning kan jo sagtens tænkes at blive gjort med hele kroppen/sindet. Sådan tænker jeg om det lige nu.