Tekst 32 Wednesday, 14. Oct 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Hemmelige helte, Tekster,Jeg skrev denne sang for en pige, jeg ikke kan huske navnet på
Vincent Gallo står i sit atelier, men det føles ikke længere som sådan. Han har lige sat sit sidste penselstrøg på lærredet nogensinde. Folk skal ikke længere have glæden af hans malerier. Han tæller alle sine pensler, en-to-tre. Han har masser af maling og rigeligt med pensler til at foresætte sine opgaver, men hader sin nabo.
Han hader sin nabo, fordi når han forlader sin lejlighed, sin fucking rottefyldte latterlige lejlighed, for at købe ind, sker det ofte, at naboen forlader sin på samme tidspunkt, og så siger naboen hej eller hvordan går det eller noget i samme stil, og naboen slår følge med Vincent, og vandrer ved siden af ham ned ad gaden, mens Vincent prøver at sætte tempoet op, pege på noget der ligger længere nede ad gaden, som han har en aftale, uden at kunne mumle en hel undskyldning, men naboen futter bare hurtigere afsted med sine latterligt korte ben og indhenter Vincent, som nu bare smider hænderne i lommerne og kigger lige ud, fordi han ikke kan greje den helt reelt menneskelig måde at afvise folk på, og naboen smiler til Vincent ved hans side, fordi han er bøsse, eller bare savner selskab af enhvert art, og det kan man godt forstå, sådan som han tripper et halvt skridt efter Vincent, hele tiden et halvt skridt efter. Lyset i vejret skifter hele tiden fra blændende koldt solskin til gråsatans mørke, og det er ikke til at sige om det er New Yorks opadstræbende bygninger der skifter lyset for Vincents øjne, som han fortsætter ned ad gaden eller det måske bare er himlens egen fikse idé den dag, hvad end, det er stadigvæk pisseenerverende.
Naboen snakker om blæsten, om den afsindige blæst i øjeblikket, inde bag ved trådhegnet lyder det som om børn går i skole, der spilles bold og hujes og hvines, Vincent forestiller sig piger, der bliver revet i rottehaler, små yndige lolitakællinger i flæsede kjoler, og har fortjent det. Naboen knævrer uafbrudt om det meste i avisen og spørger, hvor Vincent skal hen, og Vincent føler sig nødsaget til at sige han skal aflevere noget hos nogen, og det kan ikke helt afvises som en løgn, en sky går for solen, og Vincent kan mærke sine pupiller dilatere, og vejret er ved at slå om, og Vincent smutter om et hjørne, hvad overrasker naboen, som dog alligevel er hurtigt til at spørge om de skal samme vej, og hvad er lettest for dig, og Vincents skuldre antyder med sine træk, at ingenting gør en forskel for ham.
Nede ved den lokale delikatesse, står en bunke fyre og snakker til nogen. Som Vincent kommer tættere på, spreder gruppen sig ud på fortovet som så mange skyer om solen, og afslører en pige indenunder. Det første man kan se, er de knaldrøde læber, så de tillidsfulde blå øjne, de fucking øjne, men kigger man grundigt nok er der et ansigt omkring, med hår så blondt, at det kører over i ansigtstonen og falder nedover siderne på hovedet, på sådan en måde, man ville gøre det med netop en pensel. Gud, hvorfor gør du det her. Vincent dukker hovedet og prøver at stikke forbi ubemærket, men pigen genkender ham, og vinker viftende til hallo, og siger noget i et toneleje der ikke kan høres af almindelige mennesker, Vincent føler sig tvunget af sin opdragelse til at stoppe op og give hende hånden, men hun vil ikke bare have hånden, hun vil have et knus, og læner sig indover og op til ham, hvad afslører en duft af noget ubestemmeligt og hindbær.
Der jubles i gruppen af fyre, og naboen spørger, om Vincent ikke skal introducere ham til hende, for hvem er hun, og Vincent kigger på sine sko og siger, hun er én han kender fra lang tid siden, og pigen smiler som en underdrivelse, og solen starter op igen, og naboen ved ikke, hvad ben han skal stå på. Pigen siger noget om, at hun er begyndt på skolen, men alle indser, ingen mand med omløb i hovedet ville stå med pikken i lommen, hvis hun underviste i nærheden, og Vincent synker en klump, og sparker til den sten, der ligger lige foran, mens han forsøger at foregive den absolutte mangel på interesse.
Alle snakker i munden på hinanden, griner og lader til at have det godt, smider om sig med fagter, som var det ved at gå af mode. Vincent vender sig om og skal til at forlade selskabet, da naboen spørger, hvad pigen hedder. Han spørger Vincent, ikke pigen. Pigen smiler til Vincent og kæler nok med øjnene, til at det kildrer den allerbageste del af Vincents hukommelse. Blæsten løber sidelæns og griber fat i Vincents frakke, som får ham til at se åndssvag ud. Så råber Vincent af hele gruppen, at de er nogle fucking følelsesmæssige nassekarle, nogle vampyrer, der suger af det talent, de aldrig selv har haft, spytter i retning af folkemassen og storker over på den anden side af gaden, for at gå i modsatte retning. Han tæller sine skridt på vej væk. En-to-tre. Vincent skridter hjem i sit atelier. Han lukker sig inde. Så maler han et billede. Så maler han aldrig nogensinde igen. Derefter kommer han ud.
Comments»
no comments yet - be the first?