Tekst 33 Friday, 23. Oct 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Ukategoriseret,Pude
Når hovedet ligger på puden, bliver hun spæd. Hun synker igen. Med ørerne blokerede nede i pudens bløde dyb, er det som om at være tilbage i livmoderen. Det eneste hørbare er kroppens egne lyde; hjertet der lyder dybt i takt med slagenes tyste dunk i brystet. En rullende baggrundssang af blodet i hovedet, et konstant rislende vandløb. Mavens altid overraskende våde grynt, der i hule drøn vasker frem og tilbage som vand i en strandkant. Alt dette i mørket. Det tætomsluttende mørke. Uden lys findes ingen omgivelser. Hun krøller sig sammen i en lille båd, vugger roligt frem og tilbage, og forestiller sig, hendes mor tale til hende fra ydersiden af verden. Måske er hendes pulsslag synkroniserede med takten i den sang, hun synes moderen må synge til hende et sted derude. Dynen slutter nært omkring kroppen. Tyngdekraften mister sin betydning: Så synker hun stille ned gennem madrassen, stadigt med hovedet hjelmfast og sikkert i puden, og langsomt begynder at føle hun falder, hun falder og bliver ved med at falde ned i søvnen, dratter tavst til akkurat det punkt, hvor hun ikke kan fastholde sengen længere.
Pony
Først da en lyserød hest går forbi hende i skoven, bliver hun for alvor nysgerrig. Alt op til dét punkt har blot været træer og buske. Skridt foran hinanden ud ad stien. Hesten lige foran hende går på tværs over hendes sti, stopper op og kigger øjensynligt på hende. Nu bliver hun trods alt nervøs, og føler trangen til at checke sit udstyr, måske fordi angsten for alvor sætter ind dér. I tasken, som hun febrilsk roder i, mens hesten bliver ved med at glo, ligger der alle de ting hun forventede. Alle de ting hun pakkede før skoven. Ikke at udstyret kan bruges til noget i en situation som denne, men det er vigtigt at vide, at det er der. Hesten tramper med sit ene forben og skraber lidt i jorden, og hun bemærker nu, hvordan det blæser op. Blæser vinden mon sådan, fordi hesten bevæger sig tilsvarende, spekulerer hun over. Nogle visne blade fejer over stien, svæver hulter til bulter rundt, lander og letter til stadighed. Hvad gør de mon hér. Der er noget galt. Det er hesten, den står forkert. Nu kigger den jo den anden vej i forhold til før, eller det mener hun, den gør, og træerne, træerne havde da friske blade på lige før. Så snart hun flytter sin opmærksomhed fra et punkt til et andet, ændrer noget andet sig radikalt. Øjnene ville hun gerne lukke i, og prøve at forestille sig tingene anderledes, og som de bør være, men hun bliver pludseligt meget bange for, at tingene først dér begynder at transformere. Måske hvis hun lukker øjnene bare et kort sekund, vil hesten stå på hovedet, når hun åbner dem igen, eller træerne blive lyserøde eller jorden til de rene visne blade. Konsekvenserne af ikke at holde omgivelserne under konstant opsyn, kunne være helt overskuelige, og hun beslutter sig til ikke at udfordre omstændighederne sådan. Der går et stykke tid, men ingen ved hvor meget; det lader til, at ingen tør rykke den næste brik i spillet. Sålænge hun kan holde samtlige ting indenfor observationsfeltet samtidigt, sker der tilsyneladende ikke noget. Hele tableauet holdes i skak i sit eget stillestående mønster. I tasken har hun et lyserødt stykke tyggegummi, som kunne dulme hendes nerver, men hun tør ikke kigge i tasken igen. Mønsteret venter på at flytte sig igen, hvis hun gør. Hvor side kom skoven fra?
Lunge
Så var der en sø. Nede ved vandet bliver hun rolig igen. Noget ved vand bringer hende fred, den fred hun ellers ikke kan finde. Endnu engang overvejer hun sit stjernetegn. Om det har relevans. Om det mon er et tilfælde, at hun nu har det sådan. Forholdet mellem menneske og vand har eksisteret til alle tider, så langt og så nært, at ingen studser over det længere. Det er rent et badekar, vi spyttes ud af som spæde, verdens største vandtank vi kravlede op af dengang, dengang. Vand har hele tiden været omkring os. Mange stunder er gået med at drikke vand, optage vand og lade vand passere. Masser af vand. Adskillige dages vand. Hele tiden er det dér, uden man forholder sig til det, som det gør til én. Intet er for hende som et køligt glas vand eller et varmt styrtbad. At mærke vand arbejde sig igennem eller over kroppen, smidigt smyge sig i forhold til personen det berører og definerer i omrids; opridser i en komplimentær funktion til personen. Nogle gange regner det, det er noget af det bedste. Skoene af og ud i elementerne. Når mennesker elsker regnen, er det tilsyneladende, fordi den renser, fordi den lader til at vaske alt det beskidte væk. Sådan har hun det ikke med den: Hun føler for den, hun føler regnen som en naturlig forlængelse af sjælen. Kun i regnen synes hun, at trække vejret, som hun skal. Regnen gør hende rolig, vandet salig. Ingen kan undre sig over, hvorfor folk nedsænker sig i et badekar, når de vil af med livet, eller svømmer ud i en sø for at drukne. Vandet vugger én stille ind i den sidste søvn, og hvad kunne være mere naturligt, end at man slutter, der hvor man starter, under vand. Vandet falder stille fra hendes øjne, hun tager skoene af og træder ud i søen. Snart er hun under overfladen, snart er hun salig. Så vil hun vågne.
Comments»
En lille trillelolologi der har været i tovtrækkeri med sig selv, især slutningerne, men altså er landet cyklisk.