Tekst 34 Friday, 6. Nov 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster,Klokken er mange
Selvom uret tilsyneladende går som det skal, taber det et slag eller to. Jeg har aldrig fået en fuldgyldig forklaring på hvorfor. Pludselig en dag står der en anden dato end forventet på uret. Uret læses som ret. Man befinder sig en anden dag. Det er søndag, ikke mandag. Måske virker det ikke som et større problem, man kan jo blot rette de få viseromdrejninger på uret der kræves, så uret bliver rettidigt igen. Alligevel viser det sig at være vigtigt. Søndagen har andre kvaliteter end mandagen. På en søndag går man frem og tilbage og venter på noget. Søndagen har et skær af sørgmodighed sammenlignet med andre ugedage. En del ville måske sige, at på søndage skal man slappe af og tage det roligt, men sagen er desværre, at netop dén dag er sandwichet ubehageligt ind mellem lørdagen og mandagen i en uroligt dynamisk ligevægt, anbragt et sted hvor man aldrig helt finder sig til rette. En dag med varmt sand og nøgne fødder. Uroligheden defineret. Lørdag skal du lave noget, det ved du, mandag skal du lave andet, men ikke nødvendigvis noget søndag. Søndagen kræver intet af dig. Uret definerer, hvor du befinder dig. Det er det, jeg mener, når jeg påpeger, hvorledes uret altid har ret.
Der er ikke noget værre end at vente. Den rastløse fornemmelse man får, når man venter på noget, man ved man skal, eller ved vil ske. Man prøver at distrahere sig selv. Man vader rundt og gør kun små ting, trykker på knapper, drejer på hjul, læser en artikel i avisen man ingen interesse har i, eller åbner køleskabet hvert andet minut, bare for at se hvad der vil ske. Der sker intet. Tingene fungerer som altid. Man kan ikke overraske sig selv. Uret føler sig tilsyneladene ikke i fuldt vigør. Viserne snurrer som de skal, men de snurrer øjensynligt langsomt, på en måde man ikke helt kan forklare ordentligt med ordet snurre uden at lyve en lille smule. Hver gang man kigger på uret, er der kun gået et minut eller to. Et minut eller to. Et minut eller to. Hver gang man tror, der er gået fem minutter, er kun et omvendt proportionalt stykke tid passeret. Det er ikke en fejl, når uret går for langsomt, det er sådan tiden fungerer. Klokken er det, den skal være. Selv piler man rundt og rundt i rummene og håber på en afbrydelse opstår, noget der dratter ind ad brevsprækken, én der ringer på eller bare den elendige telefon.
Man begynder at blive utålmodig. En sprinter der står ubehagligt krumbøjet på startlinien og bare venter på startskuddet. Aftrækkerfingeren der skal gøre sit arbejde, så man kan komme igang. Efter et stykke tid får man måske idéen om, at man kan stoppe uret. At hvis man nu tager klokken ud, vil man ikke føle det samme enerverende pres hængende over hovedet. Hvis uret dikterer, hvornår noget skal være, må det være en vekselvirkning. Ja, man overbeviser sig selv om altings indbyrdes sammenhæng. Man tager uret frem og prøver at finde en indstilling på uret, der decideret kan stoppe tiden. Ikke overraskende har uret ikke en sådan indstilling. Uret er slet ikke indstillet på at opgive tidens fremdrift uden kamp. Selv efter at have pillet ved alle må hjul, alle tænkelige bevægelige komponenter, løber tiden sin muntre gang. Det er ikke utænkeligt, at man må ty til vold, for at stoppe uret. Man kan levende se for sig, hvordan man vil stå og banke uret mod bordkanten, for at lukke kæften på det, bare for at se uret forsætte med at tikke hånligt videre til én. Alting kæmper for sin egen eksistens, også klokken. Uværgerligt er man tvunget til at indsé, hvor langt tid det tager at stoppe tiden: Det tager omtrent en levetid.
Comments»
no comments yet - be the first?