Tekst 36 Tuesday, 8. Dec 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Ingen fremtid for tyngdekraften, Tekster, CommentsOverlap
1)
Da hun er færdig med at vaske bestikket, vasker hun så alle de brugte tallerkener, vasker de fedtindsmurte fade, og da hun er helt færdig med opvasken, vasker hun sine hænder. Men der er mere, der trænger. Gulvet, for det første. Fra skabet finder hun moppe og spand frem for at vaske køkkengulvet og opdager så, at vinduerne også trænger, så de får også en gang med kluden, og så er der pludseligt ikke mere rent vaskevand, og hun tømmer spanden med det grumsede vand ud i brusernichen og fylder op igen med rent, duftende sæbevand klar til brug, selvom det falder hende ind, at kalkpletterne på armaturet mere trænger til en kærlig hånd end vinduerne, men alligevel gemmer hun kalkpletterne til senere, for der er en rækkefølge for den slags. Efter hun også har skrubbet kalken af inde i brusernichen, er hendes hænder møgbeskidte igen, så hun vasker dem under bruseren, og da hun kigger ned ad sit tøj, ser hun hvor tilmøget hun er blevet under rengøringen og smider hurtigt tøjet for at arrangere det i farvekoordinerede bunker, som hun så lægger an til at kogevaske i to omgange, hvorefter hendes hænder igen er beskidte, og så er det tilbage med hænderne under bruseren, hvor hun nu for alvor er beskidt. Når hun ser ned af sine nøgne krop, er der ikke andet end skidt og møg, alene i skridtet er der fyldt med ildelugtende rester efter kropsvæsker, hele hendes kønsbehåring er et viltert buskads af snavs, selv hendes hår lugter grimt, som om der var gået mug i, hvorfor hun også finder den eksfolierende skrubbehandske frem og begynder at skrubbe sig ned og smøre sig ind i vanilleduftende renseolie, og skurer efter med en pH-neutral flydende sæbeblanding på en natursvamp, men hun er stadig ikke ren og træder ud af brusernichen for at finde gulvskrubben frem i skabet, og begynder dér på badeværelsesgulvet at skrubbe sig grundigt i skridtet, til hun ikke længere kan mærke de stive børster gøre ondt, og hun begynder at bløde voldsomt fra kønslæberne, så blodet nu faktisk tapløber ned ad hendes inderlår, og med eksende knæ, vakler hun ind under den skoldhede bruser, men under den konstant varme hane og de duftende dampe, ænser hun end ikke hendes hænders febrilske arbejde, og hun tager ikke notits, da benene giver efter, og hun synker grædende sammen i bunden af brusernichen, for hun ikke græder af smerte, men af rendyrket lykke.
2)
Uvist af hvilken grund, vågner han altid fem minutter før vækkeuret ringer. Hans første sanseoplevelse er fysisk nærværende. Igen har han i søvne gjort skade på sig selv. Højre håndled er ømt, og når han ruller pyjamasærmet op, kan han se blå mærker. Hans øjne følger i det dunkle morgenlys et spor af mærker op langs armen, mærker i forskellige farver, forskellige stadier. Nogle er fra igår, nogle er fra sidste uge, nogle kan han slet ikke sætte tidspunkt på. Alle disse datostempler over hele højre side af kroppen. De er en del af ritualet. Først da han svinger underkroppen ud over kanten på sengen og forsøger at stille sig ret op, vil han mærke den uforholdmæssigt store vægt, der synes at ligge på hans højre ankel. Det er som hele hans krop trækker mod højre og sætter højre ankel under urimeligt pres, og dagens første reelle av fra ham kulminerer ved synet af en opsvulmet højrefod. Rød og dunkende. Ude på toilettet opstår dagens sædvanlige trivielle overraskelse, når han får krænget sine pyjamasbukser og boksershorts ned og ser sin let højredrejede pik, den pik han altid er nødt til at rette på med håndkraft for at kunne ramme kummen ordentlig. I et forsøg på at udligne benytter han udelukkende venstre hånd på toilettet, ligesom han altid barberer sine assymetriske skægstubbe med venstre. Ude i entréen samler han avisen op, går ud i køkkenet og lægger den præcist midterst på bordet, uden at begynde at læse den endnu. Noget ved synet af avisen på bordet, dens centrale placering, giver en slags kortvarig tilfredsstillelse. I et glas hælder han nøjagtigt et halvt glas vand op. Glasset tømmer han i én lang slurk. Så fortsætter han med at læse avisen, altid fra bagsiden til forsiden. Derefter forsøger han sig med morgenmad, og hvis han kan holde sig fra at træde på linoleumsflisernes linier imens han forbereder morgenmaden, tillader han som regel også sig selv et bad, men ellers fortsætter han ind i soveværelset igen, prøver at rede sengen korrekt og skifter til arbejdstøj. Det sværeste er altid det sidste stykke tøj. Slipset. Hvis ikke slipset lykkes at blive bundet ordentligt i tre forsøg, ringer han til arbejdet og melder sig syg. Folk i røret ved sikkert, hvad han mener. Syg er ikke sandheden, syg er ikke engang tæt på, han er bare assymetrisk den dag.
Add.)
To specifikke mennesker, der er to specifikke mennesker, en mand og en kvinde, der aldrig nogensinde vil mødes, selvom de tilsyneladende har noget tilfælles. Alle har noget filfælles med hverandre. Begge disse to mennesker bevæger sig rundt i cirkler, hver deres egen cirkel, som kun overlapper indbyrdes ét eneste perifært sted. Accepterer vi tanken om to mennesker, der bevæger sig rundt og rundt på cirkelvis, må vi også indse, hvorledes de givetvis på et tidspunkt vil mødes med hinanden. Bare ikke disse to. Sådan kan man sige, de fleste mennesker lever deres liv. Indskrevet i deres egen cirkel, evigt cirkulerende, som en del af et virvar af forskellige cirkelmønstre, som allesammen i princippet kan overlappe hinanden i det gigantiske patchwork der udgør det store fællesskab, sålænge en given cirkel bare er stor nok. Nogle er istand til at skifte cyklus. Betragt mennesket som en slags elektron, der kan kvantespringe fra én yderlig bane til en helt anden, eller endda støde på hinanden i et eksakt overlap, sålænge omstændighederne passer. Omstændighederne passer ikke de to omtalte mennesker. Omstændighederne skal helt være på plads, for at to mennesker med sikkerhed vil mødes. Der er heller ingen der siger, at blot fordi man befinder sig på samme sted og samme tid, at mødet vil være positivt. Ofte vil reaktionen være enten/eller. Der er heller ingen, der har defineret, at cyklusser behøver at forsætte af egen kraft. Ét af de to mennesker omtalt vil inden længe blive fundet hængt for egen hånd på sin bopæl og således afslutte sin egen cyklus. Den anden vil fortsætte sin. Det illustrerer blot, hvordan disse cirkler ikke fungerer som tandhjul. Blot fordi det ene stopper sin revolte, behøver det andet ikke at gøre, ingen takker griber ind i hinanden, intet menneske er helt afhængigt af en andens adfærd. Vi berører udelukkende hinanden perifært. Vi griber ikke ind i hinandens cyklus.