Tekst 37 Sunday, 3. Jan 2010
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsForlæg) – Adagio
¨
I starten er det altid under vandet, det foregår. Vandet er ikke koldt. Vandet er ikke rigtig vand, bare en omklamrende masse. Der er altid lyst hernede. Alting vibrerer i sit eget baggrundslys og glimter i en farve, jeg tolker som blå. Jeg føler, at jeg synker, men der er noget galt, for jeg bevæger mig tydeligvis opad. Ja, det går opad. I det øjeblik jeg bryder vandskorpen, fortsætter jeg opad, op gennem luften, og i vejret dinglende som en overrasket fugl, der er nødt til at lære at flyve på en studs. Alting i luften er til gengæld mørkt. Underligt nok forestiller jeg mig altid, at der burde være en lysende måne, måske som en kontrast, men det er der ikke. Det er ikke fordi jeg bemærker mørket, jeg bemærker blot fraværet af lyset. Jeg ved, det er et rum, men har ingen anelse om, hvor stort det er eller hvor jeg er i forhold til noget. Stedet er entydigt og luften er bæredygtig. Mørket dæmrer så, og det bliver lyst igen. Nu står jeg på mine nøgne fødder. Spejlet forklarer mig, at jeg er nøgen, men det var jeg var klar over i forvejen. Det er ikke behageligt, at se på sig selv så tydeligt. Det her er så et helt andet rum. Alt fungerer anderledes. Tingene i dette rum er alt for åbenlyse og jeg væmmes. Det er som om, man ikke kan slippe for sig selv i dette rum. Rummet virker på én måde både genkendeligt og fremmed. Når jeg kigger rundt, er det som at være der selv. Altså i virkeligheden. Jeg ved, jeg har været her før, men aldrig sådan. Efter et stykke tid beslutter jeg mig for, at jeg kan flyve. Jeg kan flyve, hvis jeg vil, og gå igennem vægge. Det viser sig nødvendigt at bruge armene for at opretholde illusionen. Hvis jeg ikke jeg basker lidt med armene, sker der intet. Så flyver jeg. Jeg flyver gennem vægge og lofter, ud og ud, op og atter op, så langt op at jeg se hele byen fra hvor jeg svæver. Jeg svæver over det hele, over det ganske og kontrollerer situationen komplet. Da jeg ikke synes, jeg kan komme højere, ser jeg tårnet. Tårnet jeg gerne vil lande på. Det er her, jeg bliver bange. Ikke fordi jeg er bange for at falde ned, men fordi jeg regner med, at illusionen vil ophøre hér. Jeg kan aldrig huske, om det lykkes mig at lande på dét tårn.
Behandling) – fra Andante til Largo
P: Hvad for nogle ting genkender du i drømmen?
T: Altså, symboler? Der er tårnet… og flyvesituationen… og det at være nøgen.
P: Nej, jeg tænkte mere på, kan du specifikt udpege nogle steder i drømmen der går igen?
T: Nej… eller jo. Der er værelset med spejlet. Det er altid min storebrors gamle værelse.
P: Tror du, det relaterer til din storebror?
T: Egentlig… ikke. Jeg tror bare, det er min måde at tænke og huske på. Det er lissom når jeg drømmer om min farmors sommerhus. Alting ser så klart ud. Jeg kan huske, hvor alting lå. Sykassen, for eksempel, ovre i hjørnet på kommoden.
P: Nøgenheden? Sker det altid i det rum?
T: Det er ikke rigtigt en nøgenhed. Nærmere en ekstrem selvbevidsthed. Det er det, der er det lidt uhygsomme.
P: Uhyggelige?
T: Ja, den skrækkelige selvindsigt man får, når man ikke prøver at gemme sig for sit eget ægte væsen.
P: Bryder du dig ikke om, hvordan du er?
T: Jeg tror ikke, dybest set, der er nogen mennesker, der ønsker at se sig selv, som de virkeligt er.
P: Det er man vel nødt til.
T: Nej, jeg tror grunden til, at vi kan holde livet ud er, at vi lyver for os selv. Det er nødvendigt.
P: Er løgnen nødvendig for at kunne fungere?
T: Jeg vil ikke kalde det… decideret løgn. Bare ikke et absolut overblik over tingenes tilstand.
P: Repræsenterer flyvedrømmen et ønske og så et kontroltab, tror du?
T: Jeg er ikke sikker. Måske er ønsket om at kunne flyve stort hos alle mennesker. Det behøver ikke at betyde så meget.
P: Du ved, indenfor psykologien mener man, at flyvedrømmen er et udtryk for ambition. Måske sætter du dig for høje mål. Derfor også angsten for at falde.
T: Det ved jeg ikke. Jeg tror mest drømmen handler om ønsket om at kunne flyve.
P: Men det er jo et symbol.
T: Jeg er ikke så sikker. Det kunne være et urinstinkt. Ikke alting behøver at være så symbolsk.
P: Men, vandet og luften? Det er da om noget fødselssymboler? Symboler der relaterer til angsten for det ukendte?
T: Jeg har altid bare godt kunne lide vand og at svømme, men jeg tror ikke man skal tillægge det noget større. Jeg tror de fleste kan lide at flyde rundt i vand, hvis ikke de har haft en traumatisk oplevelse med det. Lissom angsten for havet hvis du så din bror drukne, da du var ti.
P: Du siger bror igen?
T: Det var bare et eksempel. Det kunne være en søster, eller en hund eller din grandfætter.
P: Lad os vende tilbage til det uhyggelige i drømmen. Din selvindsigt. Hvad får du ud af den del?
T: Jeg ser det mest som et søvnfænomen. Jeg ligger i en søvnfase, som er tæt på opvågning. Derfor opstår der mærkelige situationer, hvor jeg oplever drømmen halvt som drøm og halvt som tanke.
P: Hvordan det?
T: Har du aldrig prøvet det? At man er ved bevidsthed, men alligevel ikke?
P: Nej, det har jeg faktisk ikke.
T: Men det oplever jeg hele tiden. Ligesom delen med at falde. Jeg er underligt bevidst om hvad der foregår. Jeg kan kontrollere dele af, hvad der foregår, men rigtigt ubehaglige i drømmen, er min bevidsthed om at jeg drømmer. At jeg ikke rigtigt drømmer længere.
P: Er der så et problem i drømmen? Nogle konflikter?
T: Næh, jeg ser ikke konflikterne i drømmen som noget problem. Kun måden de udspiller sig fysisk.
P: Det uhyggelige? Der må da være noget undertrykt?
T: Det tror jeg egentlig ikke. Det er nok mest bare associationskæder.
P: Som din psykolog bliver jeg nødt til at spørge dig om, hvad du egentlig kom her for?
T: Ja, hvad kom jeg her for?
P: Ja, hvad skal du bruge mig til?
T: Ja, hvad skal jeg bruge dig til?