Tekst 37 Sunday, 3. Jan 2010
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsForlæg) – Adagio
¨
I starten er det altid under vandet, det foregår. Vandet er ikke koldt. Vandet er ikke rigtig vand, bare en omklamrende masse. Der er altid lyst hernede. Alting vibrerer i sit eget baggrundslys og glimter i en farve, jeg tolker som blå. Jeg føler, at jeg synker, men der er noget galt, for jeg bevæger mig tydeligvis opad. Ja, det går opad. I det øjeblik jeg bryder vandskorpen, fortsætter jeg opad, op gennem luften, og i vejret dinglende som en overrasket fugl, der er nødt til at lære at flyve på en studs. Alting i luften er til gengæld mørkt. Underligt nok forestiller jeg mig altid, at der burde være en lysende måne, måske som en kontrast, men det er der ikke. Det er ikke fordi jeg bemærker mørket, jeg bemærker blot fraværet af lyset. Jeg ved, det er et rum, men har ingen anelse om, hvor stort det er eller hvor jeg er i forhold til noget. Stedet er entydigt og luften er bæredygtig. Mørket dæmrer så, og det bliver lyst igen. Nu står jeg på mine nøgne fødder. Spejlet forklarer mig, at jeg er nøgen, men det var jeg var klar over i forvejen. Det er ikke behageligt, at se på sig selv så tydeligt. Det her er så et helt andet rum. Alt fungerer anderledes. Tingene i dette rum er alt for åbenlyse og jeg væmmes. Det er som om, man ikke kan slippe for sig selv i dette rum. Rummet virker på én måde både genkendeligt og fremmed. Når jeg kigger rundt, er det som at være der selv. Altså i virkeligheden. Jeg ved, jeg har været her før, men aldrig sådan. Efter et stykke tid beslutter jeg mig for, at jeg kan flyve. Jeg kan flyve, hvis jeg vil, og gå igennem vægge. Det viser sig nødvendigt at bruge armene for at opretholde illusionen. Hvis jeg ikke jeg basker lidt med armene, sker der intet. Så flyver jeg. Jeg flyver gennem vægge og lofter, ud og ud, op og atter op, så langt op at jeg se hele byen fra hvor jeg svæver. Jeg svæver over det hele, over det ganske og kontrollerer situationen komplet. Da jeg ikke synes, jeg kan komme højere, ser jeg tårnet. Tårnet jeg gerne vil lande på. Det er her, jeg bliver bange. Ikke fordi jeg er bange for at falde ned, men fordi jeg regner med, at illusionen vil ophøre hér. Jeg kan aldrig huske, om det lykkes mig at lande på dét tårn.
Behandling) – fra Andante til Largo
P: Hvad for nogle ting genkender du i drømmen?
T: Altså, symboler? Der er tårnet… og flyvesituationen… og det at være nøgen.
P: Nej, jeg tænkte mere på, kan du specifikt udpege nogle steder i drømmen der går igen?
T: Nej… eller jo. Der er værelset med spejlet. Det er altid min storebrors gamle værelse.
P: Tror du, det relaterer til din storebror?
T: Egentlig… ikke. Jeg tror bare, det er min måde at tænke og huske på. Det er lissom når jeg drømmer om min farmors sommerhus. Alting ser så klart ud. Jeg kan huske, hvor alting lå. Sykassen, for eksempel, ovre i hjørnet på kommoden.
P: Nøgenheden? Sker det altid i det rum?
T: Det er ikke rigtigt en nøgenhed. Nærmere en ekstrem selvbevidsthed. Det er det, der er det lidt uhygsomme.
P: Uhyggelige?
T: Ja, den skrækkelige selvindsigt man får, når man ikke prøver at gemme sig for sit eget ægte væsen.
P: Bryder du dig ikke om, hvordan du er?
T: Jeg tror ikke, dybest set, der er nogen mennesker, der ønsker at se sig selv, som de virkeligt er.
P: Det er man vel nødt til.
T: Nej, jeg tror grunden til, at vi kan holde livet ud er, at vi lyver for os selv. Det er nødvendigt.
P: Er løgnen nødvendig for at kunne fungere?
T: Jeg vil ikke kalde det… decideret løgn. Bare ikke et absolut overblik over tingenes tilstand.
P: Repræsenterer flyvedrømmen et ønske og så et kontroltab, tror du?
T: Jeg er ikke sikker. Måske er ønsket om at kunne flyve stort hos alle mennesker. Det behøver ikke at betyde så meget.
P: Du ved, indenfor psykologien mener man, at flyvedrømmen er et udtryk for ambition. Måske sætter du dig for høje mål. Derfor også angsten for at falde.
T: Det ved jeg ikke. Jeg tror mest drømmen handler om ønsket om at kunne flyve.
P: Men det er jo et symbol.
T: Jeg er ikke så sikker. Det kunne være et urinstinkt. Ikke alting behøver at være så symbolsk.
P: Men, vandet og luften? Det er da om noget fødselssymboler? Symboler der relaterer til angsten for det ukendte?
T: Jeg har altid bare godt kunne lide vand og at svømme, men jeg tror ikke man skal tillægge det noget større. Jeg tror de fleste kan lide at flyde rundt i vand, hvis ikke de har haft en traumatisk oplevelse med det. Lissom angsten for havet hvis du så din bror drukne, da du var ti.
P: Du siger bror igen?
T: Det var bare et eksempel. Det kunne være en søster, eller en hund eller din grandfætter.
P: Lad os vende tilbage til det uhyggelige i drømmen. Din selvindsigt. Hvad får du ud af den del?
T: Jeg ser det mest som et søvnfænomen. Jeg ligger i en søvnfase, som er tæt på opvågning. Derfor opstår der mærkelige situationer, hvor jeg oplever drømmen halvt som drøm og halvt som tanke.
P: Hvordan det?
T: Har du aldrig prøvet det? At man er ved bevidsthed, men alligevel ikke?
P: Nej, det har jeg faktisk ikke.
T: Men det oplever jeg hele tiden. Ligesom delen med at falde. Jeg er underligt bevidst om hvad der foregår. Jeg kan kontrollere dele af, hvad der foregår, men rigtigt ubehaglige i drømmen, er min bevidsthed om at jeg drømmer. At jeg ikke rigtigt drømmer længere.
P: Er der så et problem i drømmen? Nogle konflikter?
T: Næh, jeg ser ikke konflikterne i drømmen som noget problem. Kun måden de udspiller sig fysisk.
P: Det uhyggelige? Der må da være noget undertrykt?
T: Det tror jeg egentlig ikke. Det er nok mest bare associationskæder.
P: Som din psykolog bliver jeg nødt til at spørge dig om, hvad du egentlig kom her for?
T: Ja, hvad kom jeg her for?
P: Ja, hvad skal du bruge mig til?
T: Ja, hvad skal jeg bruge dig til?
Tekst 36 Tuesday, 8. Dec 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Ingen fremtid for tyngdekraften, Tekster, CommentsOverlap
1)
Da hun er færdig med at vaske bestikket, vasker hun så alle de brugte tallerkener, vasker de fedtindsmurte fade, og da hun er helt færdig med opvasken, vasker hun sine hænder. Men der er mere, der trænger. Gulvet, for det første. Fra skabet finder hun moppe og spand frem for at vaske køkkengulvet og opdager så, at vinduerne også trænger, så de får også en gang med kluden, og så er der pludseligt ikke mere rent vaskevand, og hun tømmer spanden med det grumsede vand ud i brusernichen og fylder op igen med rent, duftende sæbevand klar til brug, selvom det falder hende ind, at kalkpletterne på armaturet mere trænger til en kærlig hånd end vinduerne, men alligevel gemmer hun kalkpletterne til senere, for der er en rækkefølge for den slags. Efter hun også har skrubbet kalken af inde i brusernichen, er hendes hænder møgbeskidte igen, så hun vasker dem under bruseren, og da hun kigger ned ad sit tøj, ser hun hvor tilmøget hun er blevet under rengøringen og smider hurtigt tøjet for at arrangere det i farvekoordinerede bunker, som hun så lægger an til at kogevaske i to omgange, hvorefter hendes hænder igen er beskidte, og så er det tilbage med hænderne under bruseren, hvor hun nu for alvor er beskidt. Når hun ser ned af sine nøgne krop, er der ikke andet end skidt og møg, alene i skridtet er der fyldt med ildelugtende rester efter kropsvæsker, hele hendes kønsbehåring er et viltert buskads af snavs, selv hendes hår lugter grimt, som om der var gået mug i, hvorfor hun også finder den eksfolierende skrubbehandske frem og begynder at skrubbe sig ned og smøre sig ind i vanilleduftende renseolie, og skurer efter med en pH-neutral flydende sæbeblanding på en natursvamp, men hun er stadig ikke ren og træder ud af brusernichen for at finde gulvskrubben frem i skabet, og begynder dér på badeværelsesgulvet at skrubbe sig grundigt i skridtet, til hun ikke længere kan mærke de stive børster gøre ondt, og hun begynder at bløde voldsomt fra kønslæberne, så blodet nu faktisk tapløber ned ad hendes inderlår, og med eksende knæ, vakler hun ind under den skoldhede bruser, men under den konstant varme hane og de duftende dampe, ænser hun end ikke hendes hænders febrilske arbejde, og hun tager ikke notits, da benene giver efter, og hun synker grædende sammen i bunden af brusernichen, for hun ikke græder af smerte, men af rendyrket lykke.
2)
Uvist af hvilken grund, vågner han altid fem minutter før vækkeuret ringer. Hans første sanseoplevelse er fysisk nærværende. Igen har han i søvne gjort skade på sig selv. Højre håndled er ømt, og når han ruller pyjamasærmet op, kan han se blå mærker. Hans øjne følger i det dunkle morgenlys et spor af mærker op langs armen, mærker i forskellige farver, forskellige stadier. Nogle er fra igår, nogle er fra sidste uge, nogle kan han slet ikke sætte tidspunkt på. Alle disse datostempler over hele højre side af kroppen. De er en del af ritualet. Først da han svinger underkroppen ud over kanten på sengen og forsøger at stille sig ret op, vil han mærke den uforholdmæssigt store vægt, der synes at ligge på hans højre ankel. Det er som hele hans krop trækker mod højre og sætter højre ankel under urimeligt pres, og dagens første reelle av fra ham kulminerer ved synet af en opsvulmet højrefod. Rød og dunkende. Ude på toilettet opstår dagens sædvanlige trivielle overraskelse, når han får krænget sine pyjamasbukser og boksershorts ned og ser sin let højredrejede pik, den pik han altid er nødt til at rette på med håndkraft for at kunne ramme kummen ordentlig. I et forsøg på at udligne benytter han udelukkende venstre hånd på toilettet, ligesom han altid barberer sine assymetriske skægstubbe med venstre. Ude i entréen samler han avisen op, går ud i køkkenet og lægger den præcist midterst på bordet, uden at begynde at læse den endnu. Noget ved synet af avisen på bordet, dens centrale placering, giver en slags kortvarig tilfredsstillelse. I et glas hælder han nøjagtigt et halvt glas vand op. Glasset tømmer han i én lang slurk. Så fortsætter han med at læse avisen, altid fra bagsiden til forsiden. Derefter forsøger han sig med morgenmad, og hvis han kan holde sig fra at træde på linoleumsflisernes linier imens han forbereder morgenmaden, tillader han som regel også sig selv et bad, men ellers fortsætter han ind i soveværelset igen, prøver at rede sengen korrekt og skifter til arbejdstøj. Det sværeste er altid det sidste stykke tøj. Slipset. Hvis ikke slipset lykkes at blive bundet ordentligt i tre forsøg, ringer han til arbejdet og melder sig syg. Folk i røret ved sikkert, hvad han mener. Syg er ikke sandheden, syg er ikke engang tæt på, han er bare assymetrisk den dag.
Add.)
To specifikke mennesker, der er to specifikke mennesker, en mand og en kvinde, der aldrig nogensinde vil mødes, selvom de tilsyneladende har noget tilfælles. Alle har noget filfælles med hverandre. Begge disse to mennesker bevæger sig rundt i cirkler, hver deres egen cirkel, som kun overlapper indbyrdes ét eneste perifært sted. Accepterer vi tanken om to mennesker, der bevæger sig rundt og rundt på cirkelvis, må vi også indse, hvorledes de givetvis på et tidspunkt vil mødes med hinanden. Bare ikke disse to. Sådan kan man sige, de fleste mennesker lever deres liv. Indskrevet i deres egen cirkel, evigt cirkulerende, som en del af et virvar af forskellige cirkelmønstre, som allesammen i princippet kan overlappe hinanden i det gigantiske patchwork der udgør det store fællesskab, sålænge en given cirkel bare er stor nok. Nogle er istand til at skifte cyklus. Betragt mennesket som en slags elektron, der kan kvantespringe fra én yderlig bane til en helt anden, eller endda støde på hinanden i et eksakt overlap, sålænge omstændighederne passer. Omstændighederne passer ikke de to omtalte mennesker. Omstændighederne skal helt være på plads, for at to mennesker med sikkerhed vil mødes. Der er heller ingen der siger, at blot fordi man befinder sig på samme sted og samme tid, at mødet vil være positivt. Ofte vil reaktionen være enten/eller. Der er heller ingen, der har defineret, at cyklusser behøver at forsætte af egen kraft. Ét af de to mennesker omtalt vil inden længe blive fundet hængt for egen hånd på sin bopæl og således afslutte sin egen cyklus. Den anden vil fortsætte sin. Det illustrerer blot, hvordan disse cirkler ikke fungerer som tandhjul. Blot fordi det ene stopper sin revolte, behøver det andet ikke at gøre, ingen takker griber ind i hinanden, intet menneske er helt afhængigt af en andens adfærd. Vi berører udelukkende hinanden perifært. Vi griber ikke ind i hinandens cyklus.
Tekst 35 Tuesday, 17. Nov 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Ingen fremtid for tyngdekraften, CommentsAdvarselssang til en fremtidig dreng
Du skal kende dit navn og ikke mit. Jeg kan ikke lære dig noget af betydning. Man siger inde i stuen og ude i køkkenet. Man vasker hænder, før man spiser. Man synger ikke ved bordet. Som du sidder dér på gulvet engang og kigger op fra dine legoklodser, vil du undres over din mors lange ben. Dit blik vil hæve sig langsomt og vandre op over hendes krop, som en fulderik der prøver at komme på benene. Du vil bøje nakken og lede efter noget at holde fast i, men dine øjne vil ikke mødes med hendes øjne, kun hendes nakke. Måske vil du beundre hendes hår. Det ved jeg ikke om børn kan sætte pris på. Måske vil du bemærke hendes frisure som ny. Det tror jeg godt, du vil kunne. Det handler om fremtiden, min dreng. Emnet er ikke stuerent, det indser jeg. Min intuition har altid modarbejdet mig. Folk tror ikke på mig, når jeg advarer dem mod at gøre noget helt specifikt, jeg ved vil skade dem. Når jeg forklarer folk, at de skal dø, tror de automatisk på, at de bliver de første, der overlever livet. Kloge mennesker tror på den frie vilje, men jeg har aldrig fundet kloge mennesker særligt kloge. Højest kløgtige. Kløgtige mennesker er mennesker, der kender reglerne og bruger dem til deres fordel. Jeg vil gerne, men tror ikke på kloge mennesker længere, min dreng.
Historien er fyldt med folk, der bærer deres egen historie på ærmet, uden at vide hvordan den er opstået. Det skal du vide, min dreng, folk klynker. Folk kan altid finde ud af, hvad genvordigheder deres historie har affødt, men få af dem synes klar over, hvordan deres historie udviklede sig i det hele taget. Disse mennesker mener ikke fremtiden er, hvad den har været. De kan i deres eget nutidssyn ikke skue hverken fremad eller bagud. Personligt synes jeg jo, det virker nemt. Stop op og kig dig over skulderen. Hvad ser du bag dig? Dine skridt! Dér ligger dine skridt, sådan vil de også se ud fremover. Den frie vilje er en funktion af foruddefinerede konstanter.
Det er ikke nemt at forklare dig, min dreng, at dit liv vil være på grund af en spidsfindighed mellem to mennesker. Jeg håber du kan tilgive mig mit menneskesyn. Din mor, jeg vil elske hende. Det vil virke nemt for en stund. Der er dog en ting, du skal vide om din mor. Hun vil ikke være istand til at elske nogen. Der er en ting mere, du skal vide. Jeg har ikke mødt hende endnu.
Tekst 34 Friday, 6. Nov 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsKlokken er mange
Selvom uret tilsyneladende går som det skal, taber det et slag eller to. Jeg har aldrig fået en fuldgyldig forklaring på hvorfor. Pludselig en dag står der en anden dato end forventet på uret. Uret læses som ret. Man befinder sig en anden dag. Det er søndag, ikke mandag. Måske virker det ikke som et større problem, man kan jo blot rette de få viseromdrejninger på uret der kræves, så uret bliver rettidigt igen. Alligevel viser det sig at være vigtigt. Søndagen har andre kvaliteter end mandagen. På en søndag går man frem og tilbage og venter på noget. Søndagen har et skær af sørgmodighed sammenlignet med andre ugedage. En del ville måske sige, at på søndage skal man slappe af og tage det roligt, men sagen er desværre, at netop dén dag er sandwichet ubehageligt ind mellem lørdagen og mandagen i en uroligt dynamisk ligevægt, anbragt et sted hvor man aldrig helt finder sig til rette. En dag med varmt sand og nøgne fødder. Uroligheden defineret. Lørdag skal du lave noget, det ved du, mandag skal du lave andet, men ikke nødvendigvis noget søndag. Søndagen kræver intet af dig. Uret definerer, hvor du befinder dig. Det er det, jeg mener, når jeg påpeger, hvorledes uret altid har ret.
Der er ikke noget værre end at vente. Den rastløse fornemmelse man får, når man venter på noget, man ved man skal, eller ved vil ske. Man prøver at distrahere sig selv. Man vader rundt og gør kun små ting, trykker på knapper, drejer på hjul, læser en artikel i avisen man ingen interesse har i, eller åbner køleskabet hvert andet minut, bare for at se hvad der vil ske. Der sker intet. Tingene fungerer som altid. Man kan ikke overraske sig selv. Uret føler sig tilsyneladene ikke i fuldt vigør. Viserne snurrer som de skal, men de snurrer øjensynligt langsomt, på en måde man ikke helt kan forklare ordentligt med ordet snurre uden at lyve en lille smule. Hver gang man kigger på uret, er der kun gået et minut eller to. Et minut eller to. Et minut eller to. Hver gang man tror, der er gået fem minutter, er kun et omvendt proportionalt stykke tid passeret. Det er ikke en fejl, når uret går for langsomt, det er sådan tiden fungerer. Klokken er det, den skal være. Selv piler man rundt og rundt i rummene og håber på en afbrydelse opstår, noget der dratter ind ad brevsprækken, én der ringer på eller bare den elendige telefon.
Man begynder at blive utålmodig. En sprinter der står ubehagligt krumbøjet på startlinien og bare venter på startskuddet. Aftrækkerfingeren der skal gøre sit arbejde, så man kan komme igang. Efter et stykke tid får man måske idéen om, at man kan stoppe uret. At hvis man nu tager klokken ud, vil man ikke føle det samme enerverende pres hængende over hovedet. Hvis uret dikterer, hvornår noget skal være, må det være en vekselvirkning. Ja, man overbeviser sig selv om altings indbyrdes sammenhæng. Man tager uret frem og prøver at finde en indstilling på uret, der decideret kan stoppe tiden. Ikke overraskende har uret ikke en sådan indstilling. Uret er slet ikke indstillet på at opgive tidens fremdrift uden kamp. Selv efter at have pillet ved alle må hjul, alle tænkelige bevægelige komponenter, løber tiden sin muntre gang. Det er ikke utænkeligt, at man må ty til vold, for at stoppe uret. Man kan levende se for sig, hvordan man vil stå og banke uret mod bordkanten, for at lukke kæften på det, bare for at se uret forsætte med at tikke hånligt videre til én. Alting kæmper for sin egen eksistens, også klokken. Uværgerligt er man tvunget til at indsé, hvor langt tid det tager at stoppe tiden: Det tager omtrent en levetid.
Tekst 32 Wednesday, 14. Oct 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Hemmelige helte, Tekster, CommentsJeg skrev denne sang for en pige, jeg ikke kan huske navnet på
Vincent Gallo står i sit atelier, men det føles ikke længere som sådan. Han har lige sat sit sidste penselstrøg på lærredet nogensinde. Folk skal ikke længere have glæden af hans malerier. Han tæller alle sine pensler, en-to-tre. Han har masser af maling og rigeligt med pensler til at foresætte sine opgaver, men hader sin nabo.
Han hader sin nabo, fordi når han forlader sin lejlighed, sin fucking rottefyldte latterlige lejlighed, for at købe ind, sker det ofte, at naboen forlader sin på samme tidspunkt, og så siger naboen hej eller hvordan går det eller noget i samme stil, og naboen slår følge med Vincent, og vandrer ved siden af ham ned ad gaden, mens Vincent prøver at sætte tempoet op, pege på noget der ligger længere nede ad gaden, som han har en aftale, uden at kunne mumle en hel undskyldning, men naboen futter bare hurtigere afsted med sine latterligt korte ben og indhenter Vincent, som nu bare smider hænderne i lommerne og kigger lige ud, fordi han ikke kan greje den helt reelt menneskelig måde at afvise folk på, og naboen smiler til Vincent ved hans side, fordi han er bøsse, eller bare savner selskab af enhvert art, og det kan man godt forstå, sådan som han tripper et halvt skridt efter Vincent, hele tiden et halvt skridt efter. Lyset i vejret skifter hele tiden fra blændende koldt solskin til gråsatans mørke, og det er ikke til at sige om det er New Yorks opadstræbende bygninger der skifter lyset for Vincents øjne, som han fortsætter ned ad gaden eller det måske bare er himlens egen fikse idé den dag, hvad end, det er stadigvæk pisseenerverende.
Naboen snakker om blæsten, om den afsindige blæst i øjeblikket, inde bag ved trådhegnet lyder det som om børn går i skole, der spilles bold og hujes og hvines, Vincent forestiller sig piger, der bliver revet i rottehaler, små yndige lolitakællinger i flæsede kjoler, og har fortjent det. Naboen knævrer uafbrudt om det meste i avisen og spørger, hvor Vincent skal hen, og Vincent føler sig nødsaget til at sige han skal aflevere noget hos nogen, og det kan ikke helt afvises som en løgn, en sky går for solen, og Vincent kan mærke sine pupiller dilatere, og vejret er ved at slå om, og Vincent smutter om et hjørne, hvad overrasker naboen, som dog alligevel er hurtigt til at spørge om de skal samme vej, og hvad er lettest for dig, og Vincents skuldre antyder med sine træk, at ingenting gør en forskel for ham.
Nede ved den lokale delikatesse, står en bunke fyre og snakker til nogen. Som Vincent kommer tættere på, spreder gruppen sig ud på fortovet som så mange skyer om solen, og afslører en pige indenunder. Det første man kan se, er de knaldrøde læber, så de tillidsfulde blå øjne, de fucking øjne, men kigger man grundigt nok er der et ansigt omkring, med hår så blondt, at det kører over i ansigtstonen og falder nedover siderne på hovedet, på sådan en måde, man ville gøre det med netop en pensel. Gud, hvorfor gør du det her. Vincent dukker hovedet og prøver at stikke forbi ubemærket, men pigen genkender ham, og vinker viftende til hallo, og siger noget i et toneleje der ikke kan høres af almindelige mennesker, Vincent føler sig tvunget af sin opdragelse til at stoppe op og give hende hånden, men hun vil ikke bare have hånden, hun vil have et knus, og læner sig indover og op til ham, hvad afslører en duft af noget ubestemmeligt og hindbær.
Der jubles i gruppen af fyre, og naboen spørger, om Vincent ikke skal introducere ham til hende, for hvem er hun, og Vincent kigger på sine sko og siger, hun er én han kender fra lang tid siden, og pigen smiler som en underdrivelse, og solen starter op igen, og naboen ved ikke, hvad ben han skal stå på. Pigen siger noget om, at hun er begyndt på skolen, men alle indser, ingen mand med omløb i hovedet ville stå med pikken i lommen, hvis hun underviste i nærheden, og Vincent synker en klump, og sparker til den sten, der ligger lige foran, mens han forsøger at foregive den absolutte mangel på interesse.
Alle snakker i munden på hinanden, griner og lader til at have det godt, smider om sig med fagter, som var det ved at gå af mode. Vincent vender sig om og skal til at forlade selskabet, da naboen spørger, hvad pigen hedder. Han spørger Vincent, ikke pigen. Pigen smiler til Vincent og kæler nok med øjnene, til at det kildrer den allerbageste del af Vincents hukommelse. Blæsten løber sidelæns og griber fat i Vincents frakke, som får ham til at se åndssvag ud. Så råber Vincent af hele gruppen, at de er nogle fucking følelsesmæssige nassekarle, nogle vampyrer, der suger af det talent, de aldrig selv har haft, spytter i retning af folkemassen og storker over på den anden side af gaden, for at gå i modsatte retning. Han tæller sine skridt på vej væk. En-to-tre. Vincent skridter hjem i sit atelier. Han lukker sig inde. Så maler han et billede. Så maler han aldrig nogensinde igen. Derefter kommer han ud.
Tekst 31 Friday, 9. Oct 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Hemmelige helte, Tekster, CommentsMagt som agt (Boyd’s gave)
Boyd Rice står bøjet indover sin sovende søn. Sønnen Wolfgang observerer søvnen, som de døde ville gøre. Engang poserede Boyd til et foto sammen med den kniv, han nu står med i hånden. Månelyset reflekterer nedover bladet på kniven, som han drejer den rundt og prøver spidsen af. Den er skarp. Det er perfekt. Stakkels Wolfgang, men nej, han er ikke en stakkel. Han er en helt, hvis mor tilfældigvis bare viste sig at være åndsfraværende. Han er et enkelt symbol på den uhellige alliance mellem det rene og det urene. Det stærke og det svage forenet i lysmørket.
Man straffer ikke de svage ved at tage deres liv, men derimod ved at berøve dem det, de værdsættter højest. Måden man evigt kan holde dem i skak på, er ved at lade dem vide, hvordan man altid vil være istand til, at bringe dem i knæ. De stærke regerer de svage, og kun de svage nægter at indse dét. Kniven trækker en dråbe blod fra Boyds pegefinger, og i mørket fremstår blodet kun sort og uden substans. Med fingerspidsen i munden, overvejer Boyd, hvorfor naturen tillader så mange svæklinges liv. Om det mon er naturens egen retfærd, når den udligner de overlegnes åbenlyse fordele, ved at tilskikke de underlegne en hel hob af afkom. Der er en magt i antal. Talstyrken. Når hjortene har pakket sig selv sammen, og står tæt nok, må selv ulven standse op og undre sig, om ikke den selv begynder at ligne et bytte.
Ikke et ord kommer over Boyds læber i mørket, han står blot og vender kniven, vender kniven og bliver med at vende den i hænderne. Hver gang kniven roterer en halv omgang, glimter den akkurat i øjenkrogen til ham. Den prøver at sige ham noget. Lille Wolfgang er født uren, men det er ikke hans skyld. Pletten tilhører ikke ham, men er blevet anbragt på ham, som et kaintegn. En genetisk defekt. Han vil aldrig kunne vokse op til at blive en ægte arvtager.
Boyd samler på sære ting. Hele huset er fuldt. Tikilygter og okkult i køkkenet. I stuen står et kukkeur Boyd har forsøgt at reparere i ti år, og hvis det fungerede, ville kukkeren lige nu komme ud for at kukke, og lyden ville penetrere hele vejen ind i dette værelse, og det ville gøre opmærksom på sig selv, som det skal. En egen symbolværdi. Lyden af uret burde minde én om noget. Uret har for nuværende ingen funktion.
På natbordet står et glas vand, og tiden vandrer så langt, at tørsten bliver for meget. Boyd samler glasset op og drikker en slurk. Vandet i glasset ligner det rene mørke. Den stærke regerer den svage, men den kloge regerer den stærke. Boyd kommer kniven tilbage i skeden og tager bæltet af. I natbordet ved siden af Wolfgangs seng, anbringer han kniven i skuffen og lukker den forsigtigt og lydløst igen. Den er nu din kniv, min dreng.
Tekst 30 Thursday, 1. Oct 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Hemmelige helte, Tekster, CommentsAt kurere smerten
Mark Sandman står foran en butiksrude og kigger ind i den. Væk i egne tanker. Muligvis står han kigger på det dyre par italienske sko, der står i butikkens front. Muligvis står han og betragter sin egen genspejling i ruden. Mark Sandman er i Rom, for at spille sin sidste koncert nogensinde. Selvom han ikke ved det, er det givet på forhånd, at den bliver hans sidste. På scenen vil han kollapse i et hjertetilfælde og afgå ved døden. Det er ikke noget, han tænker over. Døden. Den død. Han står og spekulerer over, hvad sange han skal spille med bandet i aften. Han synger lavt et par strofer af melodien til Cure for Pain. ”Someday there’ll be a cure for pain, that’s the day I throw my drugs away.”
Noget ved Rom lokker folk til at komme hertil for at dø. Ligesom John Keats gjorde 178 år før idag. Byens flader dækker over uendelige mængder døde ben. Roms berømte høje er muligvis bare store lommer af knogler. Det virker vigtigt for indbyggerne, at huske de der kom før. Hvert år oversvømmes flere af byens katakomber, der hvor vandet æder sig igennem murværket, og Tiberen fyldes med gamle relikvier, som den pligtskyldigt fragter væk, som om den var Roms eget sløve karsystem tvunget til at udligne forholdet mellem det døde og det levende. Måske tænker Mark Sandman over, som han står dér, hvor uforholdsmæssigt meget døden fylder i de levendes verden. Hans hånd glider op til, og henover, brystet. Hånden lader til at vifte noget væk fra jakken, eller måske bemærker Sandman for første gang i lang tid en mild stikken i brystkassen, og måske fejer han den tanke væk med en håndbevægelse, og tager det kun som en mindre efterdønning af det knivstik han fik som taxachauffør mange år før.
Skoene. Disse flotte sko af ægte død hud, disse køernes eget relikvie, virker som noget Sandman kunne bruge. Ikke noget han bare har lyst til, men reelt kunne finde brug for. Han rækker ind i jakkelommen, formentligt for at fiske nogle pengesedler frem. Han får fat i en tegning, han har lavet. Et udkast til en tegneserie om tre garnnøgler kaldet The Twinemen. Hvad han ikke kan vide er, at engang i fremtiden vil et band opkalde sig efter hans tegneserie, for at ære ham. Hvad han ikke kan vide er, at en trappe i Palestrinakvarteret i Rom engang vil blive kaldt La Escala de Sandman. Sandman får aldrig at vide, hvordan en musikfond vil blive startet i hans navn. Alt det vil være værdiløse efterladenskaber, og ikke noget han nødvendigvis nogensinde ville ønske sig. Når Mark Sandman i aften står på scenen, med den tostrengede bas i hænderne og mærker smerten i brystet, smerten der vil cirkulere ud i venstre arm og nedefter, vil han kun ønske sig én ting i verden, at smerten forsvinder. Mark Sandman vil falde til jorden midt i en sang, og det eneste personlige han vil efterlade sig med nogen håndgribelig værdi, er et par meget dyre italienske sko han har købt samme dag. De vil være væk, inden ambulancen når at komme.
Tekst 29 Tuesday, 8. Sep 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, 5 CommentsRheinhart bygger et hegn
Rheinhart bygger et hegn. Vi taler om hegn og limonade. Det kan være svært at afgøre den definitive funktion for et hegn, en funktion som må siges at være todelt: Et hegn kan kun enten holde noget inde, eller holde noget andet ude. Som med kvanteusikkerheden, kan man aldrig helt forvisse sig om, hvorvidt noget har præcist den ene kvalitet eller den anden, og må belave sig på, at hegn generelt har en ueksakt værdi, der må formodes at ligge et sted mellem de to yderpunkter. Der er dog ingen tvivl om Rheinharts idé med hegnet: Det skal holde andre ude. Derfor er hegnet heller ikke et nydeligt lille raftehegn eller et økologisk pileflettet ét af slagsen, men et kæmpestort hegn af fyrretræsplanker, som Rheinhart møjsommeligt igennem adskillige år har hugget ned i sin have, for derefter nidkært med en flækøkse at udarbejde dem i planker. Man kan sige, at træernes liv lever videre i hegnet, og Rheinhart mener at deres død, får klædelig oprejsning i dette kæmpestore monument. Som Rheinhart bygger hegnet, ser det nærmest ud som om en masse kæmpestore ispinde vokser op i en meget eksakt rektangulær skov. Rheinharts otiumsprojekt, der endelig skal give ham fred, nærmer sig sin afslutning, en fredag hen ad eftermiddagen, hvor Rheinhart meget præcist har tænkt sig at sætte den sidste planke, for derefter at sætte sig selv i sin havestol med et glas limonade og nyde freden, den endelige fred man kun kan få, når man føler sig fuldstændigt forvisset om, at ingen vil genere én og ens glas limonade. Der er dog et problem for Rheinpart: Lige før han skal sætte den sidste planke, går det op for ham, at den sidste planke mangler. Det er dog umuligt, tænker Rheinhart, men rigtigt nok. Hegnet griner til ham, med det der ligner et mellemrum mellem fortænderne. Nej, nej, nej, et hegn skal give idéen om et afsluttet hele, og kan ikke bare stå dér som en dårlig henvisning til mangelfuldt gebis. Rheinhart konsulterer byggeplanerne, som helt klart er enige med Rheinhart: Der kan simpelthen ikke mangle en planke. Limonaden står i solen og bliver fesen, mens Rheinhart klør sig i nakken. Der må være en løsning på så objektivt et problem. Rheinhart kommer til konklusionen, at hvis man nu flyttede planken til højre for hullet én planke til venstre, så skulle problemet være løst, og det gør Rheinhart så. Meget kort efter opdager Rheinhart et nyt hul i hegnet. Det var dog som syv søren! Rheinhart starter med at blive forbløffet, men fortsætter så sin metode med at flytte den højrestående planke én planke til venstre. Minsandten om ikke et nyt hul opstår. Rheinhart går da fra at være forbløffet til at være decideret vred. Planerne passer. Antallet af planker passer. Alle træerne i haven har måtte lade livet for dette projekt, og det er ikke hans ingeniøregenskaber der fejler heller. Problemet må ligge i en systematisk, endemisk hegnsfejl, konkluderer han. Den eneste måde at rette op på dén fejl, er ved at blive ved med at flytte de højre planker længere mod venstre, velvidende at et nyt hul vil opstå hver gang, omend det vil flytte belastningen i fejlen kontinuerligt rundt og rundt i hegnets periferi, således at der vil være mindst mulig risiko for penetration af hegnet. Et øjeblik overvejer Rheinhart, om det ville være mere effektivt at flytte venstreplankerne mod højre, men beslutter sig for, at det kan der ikke være meget idé i: Han har altid set sig selv som mere et orientalt menneske end et occidentalt af slagsen, så tingene må naturligvis køre til højre. Som hullet flytter sig rundt som en viser på et ur, begynder solen at gå ned og limonaden står stadig og venter. Et menneske havde næppe udvist dette tålmod med tidens fremskriden. Havde limonaden været et menneske, kunne den have funderet over, hvorledes usikkerheden omkring hegnets funktion med enten at holde ude eller inde, gør hegnet til et spejl, der i en grad reflekterer folk udenfor, men altså også alt indenfor. Hvis hegnet havde været et menneske ville det muligvis have grint af den sammenligning, men vi taler om et hegn og vi taler om limonade.
Tekst 28 Monday, 3. Aug 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, 1 CommentBørnebillet
Bussen er varm og kan ikke skjule lugten af diesel. Lydene omkring mig er næsten flydt sammen til ét hele. Næsten. Vi har en leg sammen, drengen på sædet foran og jeg. Det var noget om lydene, de raslende mekanismer skjult rundt om i bussen, støjen fra biler og mennesker med mobiltelefoner. Et overvældende system af manglende hensyn. Alle lyde med hver deres vigtighed, går jeg ud fra. Drengen foran mig står op på sædet. For tredie gang i træk udbryder han ”narj, narj”, og jeg svarer behørigt for tredie gang med et ”joeh, joeh.” Drengen sætter i et hvinende grin, og med hænderne fastklemt om ryglænet hopper han jublende op og ned. Vi er nu nået til punktet, hvor det er nødvendigt at ændre reglerne for legen, før drengens mor ser sig nødsaget til at hive drengen ned fra sædet. Drengen udbryder igen ”narj, narj” , men denne gang holder jeg munden fuldstændigt lukket. Jeg siger intet, og drengen holder hænderne på ryglænet parat til det sekund, hvor jeg forventes at leve op til min del af legen og sige min replik. Der går fem sekunder, der går ti sekunder, mens drengen bliver mere og mere mistroisk at se på. Lydene rundt omkring i bussen synes forsvundet, for nu er det kun vores lyde, der er vigtige. Drengen ved det, jeg ved det. Det er en prøve. Armen går op omkring hovedet, som om han enten prøver at klø sig i nakken eller kaste en bold. Han står og svajer et øjeblik, og har krummet læberne sammen, så han næsten ser surmulende ud. Måske tænker han grundigt. Så forsøger han alligevel med et ”narj, narj”, omend mere stille denne gang. Det er som om, man kan høre spørgsmålstegnet hænge i luften efter ordene. Legen, for ham, gik ud på, at et bestemt sæt lyde ville afføde et andet sæt fra min side retur, og nu tvivler han på, om han har forstået tingene rigtigt. Om han gør noget forkert. Jeg kigger på uret og siger så joeh, joeh”, og drengen jubler igen, nok mere af lettelse over at legen fortsætter, end af umiddelbar glæde over lydene. Vi fortsætter som intet var hændt. Hans jubel stiger og stiger, for hver gang gentagelsen af legens cyklus kører videre, og på et tidspunkt hopper han så højt i vejret af begejstreing, at han uforsætligt kommer til at ramme moderen ved siden af og forstyrrer hendes bladlæsning. Moderen opdager den del af legen, og trækker drengen kærligt, men bestemt, ned i sædet og rundt i kørselsretningen. Måske vil drengen aldrig opdage forskellen på børns og voksnes legekoder. Måske vil han være overbevist om, at visse ting altid vil afføde visse andre ting, men som lydene begynder at komme igen tror jeg , tvivlen altid vil være der i ham.
Tekst 27 Wednesday, 1. Jul 2009
Skrevet af Thurston Magnus under Tekster, CommentsKlingenfelt åbner et vindue
Klingenfelt åbner et vindue. Klingenfelts lejlighed har kun et vindue, som ovenikøbet også kun lader sig åbne på klem. Når det så er åbnet de få grader det kan, læner Klingenfelt sig gerne en smule ud, og lader sig betage af den begrænsede udsigt. Af en eller anden grund glæder Klingenfelt sig altid mere over de få ekstra graders udsigt, han får ud af det åbne vindue end det relativt større panorama, han også kan nyde, mens vinduet er lukket. Det er som hans horisont pludselig tilføjes en ekstra dimension, og der findes stunder, hvor Klingenfelt næsten mener sig i stand til at se, hvad der foregår inde hos naboen. Sidstnævnte er naturligvis en illusion.
Klingenfelt åbner en vandhane. Klingenfelt har efterhånden lært sin vandhanes temperament at kende. Man må tålmodigt vente på, at vandet bliver koldt. En vigtig del af processen er ikke at fornærme vandhanen ved at holde tandkruset foran den, så den begynder at føle sig under pres. Klingenfelt står stille med hænderne på ryggen og afventer at de ni til ti sekunder det tager vandet at køle ned passerer. Tandkruset hviler roligt i sin dertil indrettede holder ved siden af spejlet. Trods dette åbenlyse magtforhold, føler Klingenfelt sig dog alligevel en smule ovenpå. Det er nemlig ham, der har sat grænsen for, hvor koldt vandet skal være, og dermed hvor lang tid han skal stå foran den åbne vandhane. Han venter gerne tyve sekunder ekstra, bare for at bevise dén pointe.
Klingenfelt åbner en madkasse. Klingenfelt forventer intet på forhånd. Han har allerede dannet sig en idé om indholdet, og har valgt ikke at sætte sine forhåbninger op. Uanset indholdet er det vigtigt at forholde sig til det på forhånd. Man må opsætte en relation allerede inden åbningen af madkassen, således at man har en brugbar strategi bagefter. Det nytter ikke noget ikke at forestille sig præcis hvad indholdet er, og hvad man skal stille op med det. Nede i madkassen ligger der fire halve stykker rugbrød, to med leverpostej, én med torskerogn og én med makrelsalat, sirligt adskilt af flere stykker madpapir. Klingenfelt henrykkes af denne glædelige overraskelse. Eller det lader han i det mindste som om han gør, for ikke at afsløre for tydeligt, at han nok trods alt havde forventet netop to med leverpostej, én med torskerogn og én med makrelsalat. Der er tale om dobbelt bluff fra Klingenfelts side. Naturligvis havde han allerede overvejet indholdet af madkassen som værende adskillige stykker mad og er derfor heller ikke i tvivl om, hvad han skal stille op med det.